ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Søren Skou med opsang til politikere: “Det er den helt forkerte vej at gå og svarer til at øge skatterne over for forbrugerne”

A.P. Møller-Mærsks topchef

er bekymret for, at coronapandemien får verdens største økonomier til at lukke sig om sig selv og vil skade den globale velstand

A.P. Møller-Mærsks adm. direktør, Søren Skou, er bekymret for, at verdens største økonomier lukker sig om sig selv. Arkivfoto: Thomas Nielsen
A.P. Møller-Mærsks adm. direktør, Søren Skou, er bekymret for, at verdens største økonomier lukker sig om sig selv. Arkivfoto: Thomas Nielsen © Thomas Nielsen

Mere frihandel og åbne grænser er løsningen på den globale recession, som er udløst af covid-19. Ikke tilbagerulning af produktionen og øget protektionisme.

Ordene kommer fra A.P. Møller-Mærsks adm. direktør, Søren Skou, i et debatindlæg i Børsen. Som styrmand for verdens største containerrederi er han blandt de første til at mærke konsekvenserne af ændrede handelsmønstre, og udviklingen bekymrer ham.

“Vi kan som global aktør se, at covid-19-pandemien har betydet mere statsstøtte overalt i verden og flere diskussioner om hjemtagning af produktion og protektionisme. Det er den helt forkerte vej at gå og svarer til at øge skatterne over for forbrugerne, fordi produkterne bliver dyrere, end de behøver at være.” ​​​​​

Der er behov for en anden retning, så knuden ikke bliver strammet for hårdt

Søren Skou, adm. direktør, A.P. Møller-Mærsk

“Der er behov for en anden retning, så knuden ikke bliver strammet for hårdt,” siger Søren Skou i et uddybende skriftligt svar til Børsen.

Den 56-årige skibsreder fremhæver manglen på værnemidler som mundbind og håndsprit som eksempler, der har fået politikere i den vestlige verden til at slå på tromme for mere lokalproduktion og mindre import.

“Selvom den usædvanlige efterspørgsel på medicinsk udstyr har medført en midlertidig knaphed, har forsyningskæderne ikke desto mindre fungeret under pandemien og har fortsat med at levere andre livsnødvendige varer til hele verden. Det er derfor vigtigt, at knapheden på medicinsk udstyr ikke bruges som argument for at “afglobalisere” produktionen.”

Ifølge ham er det altså netop varernes fri bevægelighed, der var med til at sikre forsyningssikkerheden af f.eks. fødevarer og medicin under coronanedlukningen i foråret:

En glidebane

Efter statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af Danmark ned i begyndelsen af marts, opstod der akut mangel på medicinsk udstyr til bekæmpelse af coronavirus. 22. april luftede hun første gang idéen om at sikre en lokal produktion for at undgå en lignende situation under en ny smittebølge.

90

pct. af verdenshandelen foregår til søs

“Jeg mener, at vores håndtering i Europa og blandt ligesindede lande har afsløret en sårbarhed, som er uholdbar. Jeg ønsker ikke så stor dansk afhængighed af andre, hvis denne situation opstår igen, eller vi får en runde to,” forklarede statsministeren i et interview med Jyllands-Posten.

Også i USA er protektionismen i højsædet. Siden 2016 har præsident Donald Trump indført en række tiltag for at booste incitamentet til at flytte produktionen hjem til USA. For tre år siden blev det startskuddet til en handelskrig med Kina, da Trump hævede toldsatserne på importeret stål og aluminium fra Kina.

I sommer lancerede demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, sin valgkamp under sloganet “Buy American”.

Ifølge Søren Skou er de protektionistiske tiltag dog lige så meget et europæisk som amerikansk fænomen, der er taget til det seneste årti.

“Min bekymring er, at det kommer ud af kontrol. Vi ser en stigende protektionisme, som siden finanskrisen har medført omkring 1500 nye indgreb hvert eneste år. Her taler vi ikke kun direkte restriktioner som toldsatser og afgifter, der samlet udgør 13 pct. af tiltagene, men også mere indirekte subsidier og eksportrelaterede initiativer, som med 60 pct. i realiteten tæller de fleste indgreb.”

Hvad kan danske politikere gøre for at sikre frihandlen? ​​​​​

“Det er EU, som forhandler frihandelsaftaler på vegne af Danmark. Derfor er det helt centralt, at vi som en lille, åben økonomi støtter EU så meget som muligt i arbejdet for at sikre en fri og fair global handel. Hvis Danmark stod alene, ville vi ikke have en chance for at opnå de attraktive betingelser, vi har i dag med mange lande.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis