ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Når adm. direktør Mads Nipper skal skabe et nyt Ørsted, en slags Ørsted 2.0, skal han løse en klassisk strategisk udfordring.

Hos Ørsted er de dygtige til at lave grøn strøm, men langt større olieselskaber vil snart være lige så dygtige, så hvis ikke Ørsted tager et nyt ryk, bliver man indhentet og havner i en opslidende konkurrence på at tilbyde de laveste priser.

Mads Nippers bud på at undgå det er, at han vil tilbyde samlede energiløsninger til kunderne frem for enkelte projekter. Opgaven går ikke ud på kun at producere strøm, men også at være del af en større grøn omstilling. Såkaldt integrerede løsninger.

Hvis ikke Ørsted tager et nyt ryk, bliver man indhentet

Det nye initiativ i Benelux-landene er et eksempel. Ørsted vil bygge et brintanlæg, som skal kobles sammen med en ny havvindmøllepark i Nordsøen. Det skal ske sammen med partnere som blandt andre havnen North Sea Port og mulige aftagere af brint som producenterne Arcelor Mittal (stål), Yara (ammoniak) og Dow (kemi).

Man håber på den måde at være med til at skabe et nyt marked, hvor der er infrastruktur til rådighed, og hvor man kan producere i industriel skala og i lang tid.

Denne ambition vil stille nye krav til Ørsteds kompetencer og især til virksomhedens rolle som politisk aktør. Som Mads Nipper fortæller til Børsen, vil fremtidens udbud indeholde skærpede krav om lokale arbejdspladser. Ørsted skal arbejde industripolitisk og helst på så højt et politisk niveau som muligt.

Den slags er svært, når man kommer fra et lille land. Det lærte A.P. Møller-Mærsk på den hårde måde, da man, trods en omfattende diplomatisk indsats fra den danske regering, mistede sin koncession på udvinding af olie til franske Total i Qatar i 2016.

Mads Nipper høstede – ligesom forgængeren Henrik Poulsen – sine strategiske erfaringer i Lego, og det er Mads Nipper-classic, når han siger, det er “supervigtigt” at stille sig selv spørgsmålet: Hvad ville verden savne, hvis Ørsted ikke var der?

Det spørgsmål skal Mads Nipper sørge for, at Ørsted hele tiden har et relevant svar på i en uforudsigelig fremtid.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis