ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sinful fordobler overskud til 45 mio. kr. efter rekordår: “Det har været fucking hårdt for at være helt ærlig”

Det hårde arbejde for ejerne af Sinful, Mathilde Mackowski og Tonny Andersen, har været det hele værd, lyder det. Overskuddet er mere end fordoblet. Arkivfoto: Tobias Nicolai
Det hårde arbejde for ejerne af Sinful, Mathilde Mackowski og Tonny Andersen, har været det hele værd, lyder det. Overskuddet er mere end fordoblet. Arkivfoto: Tobias Nicolai

2020 udviklede sig til vel nok det vildeste år i Sinfuls 13 år lange levetid.

Ejerne, Mathilde Mackowski og Tonny Andersen, indledte en salgsproces, der har kostet mange kræfter, og imens er onlineforhandleren af sexlegetøj nærmest blevet bestormet af kunder.

“Det har været fucking hårdt for at være helt ærlig,” erkender Tonny Andersen, adm. direktør og medstifter af Sinful.

Men det hårde arbejde har været det hele værd, lyder det fra stifterne, der nu får kapitalfonden Polaris som hovedaktionær og samtidig offentliggør rekordregnskab:

130

pct. er driftsresultatet steget med i 2020

Driftsresultatet (ebit) stiger med 130 pct. til 61 mio. kr., mens overskuddet også mere end fordobles og lander på 45 mio. kr. efter skat.

Den præcise omsætning offentliggør Sinful ikke, men den er steget med 38 pct. til over 300 mio. kr. i 2020, lyder det fra virksomheden.

“Vi kan se, at vi har fået mange nye kunder, som ikke tidligere har handlet hos os, og jeg er ret sikker på, at hele branchen er blevet gjort større i 2020, der var præget af nedlukninger,” siger Tonny Andersen.

Er I ikke bange for, at kunderne får andre interesser, når verden åbner igen?

“Der kommer måske en kort periode, hvor folk skal ud og prøve nogle andre ting udenfor. Men vi ved af erfaring, at rigtig mange af vores kunder kommer tilbage, når først de har handlet hos os,” lyder det fra direktøren.

Det har været fucking hårdt for at være helt ærlig

Tonny Andersen, adm. direktør og medstifter af Sinful

Heller ikke Polaris er bange for, at Sinful overpræsterede i 2020, og at man derfor risikerer at have købt selskabet til en for høj pris.

“Det har selvfølgelig været et nøglespørgsmål i vores due diligence. Vi har fået lavet en undersøgelse blandt 10.000 mennesker i Norden, og en overvægt af dem forventer, at de kommer til at købe mere sexlegetøj. Det er jo et positivt tegn, så vi er trygge,” siger Henrik Bonnerup, partner i Polaris.

I 2020 afsendte Sinful i alt 800.000 ordrer til kunder i Skandinavien, og selskabet hentede omkring halvdelen af sit salg uden for Danmark.

I 2021 satser selskabet særligt på at komme ind på det franske marked.

“Det er et stort marked, og vi ved, at de er glade for julekalendere med sexlegetøj, som vi har stor succes med at sælge på vores andre markeder,” siger Tonny Andersen.

Polaris og Sinful-stifterne har et erklæret mål om at runde 1 mia. kr. i omsætning under kapitalfondens ejerskab.

“I begyndelsen drømte vi om at blive størst i Danmark, og da vi så blev det, lavede vi et nyt mål om at blive størst i Skandinavien. Man bliver aldrig træt af at lykkes, så nu gælder det resten af Europa,” siger Mathilde Mackowski.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis