ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kapitalfond vinder budkrig og køber Danmarks største sexshop: Stiftere bliver mangemillionærer

Stifterne af sexshoppen Sinful, Mathilde Mackowski og Tonny Andersen, bliver nu mangemillionærer på at sælge den seksdobbelte gazellevinder til Polaris

Mathilde Mackowski og Tonny Andersen har været en del igennem, siden de som par stiftede Sinful i 2008. Nu har de solgt 57,5 pct. til kapitalfonden Polaris. Arkivfoto: Tobias Nicolai
Mathilde Mackowski og Tonny Andersen har været en del igennem, siden de som par stiftede Sinful i 2008. Nu har de solgt 57,5 pct. til kapitalfonden Polaris. Arkivfoto: Tobias Nicolai

I flere år har kapitalfonde i ind- og udland kredset om sexlegetøjsvirksomheden Sinful, og parret bag, Mathilde Mackowski og Tonny Andersen, har nu besluttet at sælge aktiemajoriteten i selskabet.

Den danske kapitalfond Polaris har således vundet en budkrig foran fem andre bejlere og overtager onlinebaserede Sinful.

“Der er mange, der har banket på gennem tiden, men det føles rigtigt nu. Vi når altid vores budgetter, og nogle gange når vi også rigtig meget over vores budgetter. Det kan godt være en hæmsko for vores forretning, så vi trænger til at blive trykket på maven og udfordret,” siger Mathilde Mackowski.

Hverken Polaris eller Sinful-stifterne ønsker at udtale sig om værdien af handlen.

Der var et stort felt helt til sidst, og vi kunne selv vælge

Tonny Andersen, adm. direktør og medstifter af Sinful

Men i 2020-regnskabet, som Sinful nu offentliggør, stiger driftsresultatet til 61 mio. kr. Priserne på virksomheder er ofte mindst ti gange driftsresultatet, og ud fra den beregning kan Sinful være værdisat til i omegnen 600 mio. kr.

“Der var et stort felt helt til sidst, og vi kunne selv vælge. Men det gør mig sindssygt stolt, at der har været så meget interesse,” siger Tonny Andersen, der bekræfter, at der var i alt seks bydere til sidst i salgsprocessen.

Vil krydse 1 mia

Kapitalfonde som Polaris ejer ofte virksomheder i tre til syv år, og i den periode er det planen, at omsætningen i Sinful skal tredobles og stige til over 1 mia. kr., fortæller Polaris-partner Henrik Bonnerup.

“Sinful har allerede skabt en meget stærk nordisk platform, men vi tror på, at vi kan ekspandere yderligere internationalt i Europa. Vi har foretaget undersøgelser, der viser, at stigmatiseringen af området for sexlegetøj er gradvist forsvundet, og derfor ser vi også en ret stærk markedsvækst,” siger Henrik Bonnerup.

Tonny Andersen og Mathilde Mackowski har skabt en af de mest opsigtsvækkende iværksættervirksomheder i Danmark de seneste år.

Slog op

De stiftede i 2008 Sinful, mens de dannede par privat, fordi de mente, at sex ikke blev taget seriøst nok, og fordi der manglede konkurrence til de lyssky sexlegetøjsforretninger.

Undervejs slog parret op privat, og de har set tre års opsparing gå op i røg, da KB Hallen nedbrændte i 2011 og et større lager af sexlegetøj blev opslugt af flammerne.

20210219-095016-3_ma.jpg
“Vi kommer til at få de samme roller, men det bliver nok på en form for speed,” siger Mathilde Mackowski. Arkivfoto: Tobias Nicolai

Men Sinful kan kalde sig seksdobbelt gazellevinder og satte omsætningsrekord i 2020 efter et år med nedlukning, hvor kunderne har handlet dildoer og glidecreme i hidtil uset grad.

“Vi er nået virkelig langt med virksomheden, og jeg havde nok også troet, at hvis vi nåede hertil, så ville vi sidde med en følelse af, at nu havde vi klaret det. Men der er stadig rigtig meget i os, der gerne vil gøre det endnu bedre,” siger Tonny Andersen.

Derfor beholder makkerparret også en betydelig aktiepost i Sinful på mere end 40 pct., da Polaris overtager 57,5 pct. af Sinful, der er stiftet i Aarhus, hvor man stadig har hovedkontor.

57,5

pct. køber Polaris af Sinful og overtager dermed aktiemajoriteten

Bød ikke højest

“Vi kommer til at få de samme roller, men det bliver nok på en form for speed, fordi vi nu får nogle med, der har store ambitioner, men det gør også os selv mere modige,” siger Mathilde Mackowski.

Både hun og Tonny Andersen understreger, at kemien var afgørende, da valget faldt på Polaris, der ikke bød den højeste pris, lyder det.

“Vi valgte med hjertet. Når vi ansætter nye medarbejdere, har vi nogle værdier. Det kan f.eks. godt være, at man kan det hele på papiret, men det skal også være nogle, man har lyst til at drikke en øl med. Og det er den følelse, vi har haft med Polaris,” siger Mathilde Mackowski.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis