ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Supermarkedsgigant satser en halv milliard kroner i onlinekrig

På grund af coronakrisen

fremrykker Salling Group planer om at skrue markant op for satsningen på onlinesalg af fødevarer. En gamechanger, siger direktør

Thor Jørgensen er indtil 1. juli trukket ud af sit daglige arbejde som kædedirektør i Føtex for at styre onlinesatsningen. Foto: Tobias Nicolai
Thor Jørgensen er indtil 1. juli trukket ud af sit daglige arbejde som kædedirektør i Føtex for at styre onlinesatsningen. Foto: Tobias Nicolai

Supermarkedsgiganten Salling Group går nu for alvor i krig med onlinekonkurrenter som Nemlig.com og kaster alene de næste to år over en halv milliard kroner ind i koncernens største onlinesatsning nogensinde.

Jeg synes godt, at vi kan bruge ordet gamechanger. Det er en kæmpe satsning

Thor Jørgensen, Salling Group

Dagligvarekæmpen, der står bag butikskæder som Bilka, Føtex og Netto, som samlet har over 500 butikker, vil både hælde millioner i en ny onlineplatform til Føtex-kæden og et nyt Bilka-koncept.

Indtil videre har Bilka været den eneste butikskæde i koncernen, som har solgt fødevarer på nettet, men nu sætter Føtex også gang i onlinehandlen med et køb og hent-koncept, der bliver introduceret inden for en måned.

Samtidig skyder Bilka gang i en plan om at brede kæden ud til de dele af landet, hvor der ikke er et Bilka-varehus.

I stedet vil Salling Group sætte specialdesignede containere op i f.eks. boligområder eller ved omfartsveje og tankstationer, hvor kunderne kan hente de dagligvarer, som de har bestilt på nettet, ved at indtaste en kode på en skærm.

Ifølge koncernen skal satsningerne sætte skub i salget af fødevarer på nettet, der er vokset markant, i takt med at udbredelsen af coronavirussen (covid-19) har ramt Danmark.

“Jeg synes godt, at vi kan bruge ordet gamechanger. Det er en kæmpe satsning og en af vores allerstørste i hele koncernen. Onlinesalg af fødevarer kommer til at være en nøglesten i vores fremtidige strategi,” siger Thor Jørgensen, der er direktør for e-commerce i Salling Group og kædedirektør for Føtex.

Griber mulighederne

Satsningerne kommer efter en årrække, hvor Salling Group har haltet efter konkurrenterne i onlinesalget. F.eks. har supermarkedskonkurrenten Coop, der bl.a. driver Kvickly og Fakta, i flere år solgt fødevarer på nettet og har gradvist skruet op for satsningen.

500​

pct. er salget vokset i Bilkas online platform Bilka to go den seneste halvanden måned

Sidste år lancerede Salling Group abonnementsløsningen Fillop, hvor kunder kan købe basisvarer fra Netto som toiletpapir, vaskepulver og tandpasta.

Nu fremrykker koncernen planerne for Føtex og Bilka med over et halvt år, efter at onlinesalget fra Bilka To Go på kun halvanden måned er vokset med 500 pct.

Topchef Per Bank har tidligere sagt, at han ikke mener, at markedet var modent til onlinesalg af fødevarer. Men han mener, at markedet har ændret sig, og derfor vil han “investere et betydeligt trecifret millionbeløb i nye løsninger for at sikre os vores andel af det marked.”

“Vi griber de muligheder, der byder sig i markedet, da vi forventer, at kunderne i langt højere grad end tidligere vil orientere sig mod nye online indkøbsmuligheder,” siger Per Bank, der vil sætte sig på 35 pct. af det danske onlinesalg af dagligvarer.

Vendt på hovedet

Hos Nemlig.com forventer adm. direktør Stefan Plenge, at den øgede konkurrence vil få “endnu flere danskere til at få øjnene op for nethandlen.”

“Jeg frygter dem ikke, men vi har meget stor respekt for Salling Group, og jeg tror, at de kan være med til at flytte rigtigt store markedsandele fra de fysiske butikker over til onlineverdenen, hvor vi er den største spiller i dag. Det har vi også i sinde at være om ti og 15 år,” siger Stefan Plenge.

Selvom coronakrisen ifølge detailhandelsekspert Flemming Birch fra konsulenthuset Birch & Birch har “vendt alt på hovedet,” er nethandlen ifølge ham fortsat presset af butikstætheden, der gør det nemt at gå ned i en butik.

“Det kan godt være, at krisen vil ændre på nogle ting, men vi har ikke tidligere haft en tilsvarende krise, som vi kan sammenligne med, så det er umuligt at forudsige,” siger Flemming Birch.

Salling Group vil rulle køb og hent-konceptet ud i ca. halvdelen af de 102 Føtex-butikker, mens Bilka i første omgang tester fem containere, som senere kan bredes ud.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis