Salling Group har længe lignet en sovende supermarkedskæmpe, der har halset bagefter konkurrenterne, som for længst har optrappet deres onlinesatsninger. Men topchef Per Bank har ventet på, at markedet skulle blive modent, og det mener han, at det er nu, hvor coronakrisen har sendt onlinesalget i vejret. Det momentum vil koncernen udnytte.
Det er svært at tjene penge på onlinesalg af dagligvarer, og Salling Group har de seneste år set millionerne fosse ud af netgiganten Nemlig.com. Salling Group satser på, at det er mere lønsomt at kombinere netsalget med de fysiske butikker, og modsat bl.a. Coop bringer hverken Bilka eller Føtex varer ud.
Med satsningen er stort set alle de største dagligvarekoncerner nu gået ind i onlinekrigen, og det åbner markedet op for nye potentielle kunder, som kan sætte yderligere fart på salget.
Salling Group satser bl.a. på at levere dagligvarer i containere rundt om i landet, og det er et koncept, som internationale giganter også ser på. Idéen kan brede Bilkas brand ud i hele landet, men afhænger både af kunderne, og om koncernen kan placere containerne i de områder, de gerne vil.
Salling Group sidder på en stor del af det fysiske dagligvaremarked, og det kan være en fordel, når onlineforretningen er bygget op om, at varerne skal hentes. Bilka har kun 11 pct. af onlinemarkedet, mens Nemlig.com sidder på knap halvdelen, så det kræver sandsynligvis store investeringer. Samtidig misser koncernen de kunder, som vil handle 100 pct. online og ikke vil ned i en butik.