ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hr. og fru Danmark flår designermøbler til sig: Millionerne triller ind hos Fritz Hansen

Coronakrisen har fået forbrugerne til at rive designermøbler til sig, og det smitter af på Fritz Hansen, der atter vokser

2020 var et af Fritz Hansens bedste år siden finanskrisen ifølge topchefen, Josef Kaiser. Foto: Walther Bølge
2020 var et af Fritz Hansens bedste år siden finanskrisen ifølge topchefen, Josef Kaiser. Foto: Walther Bølge

Ægget, Svanen, PK22 og andre møbelklassikere fra ikoniske arkitekter som Arne Jacobsen og Poul Kjærholm hamstrer forbrugerne i en sådan fart, at Fritz Hansen for første gang i flere år kan se sit salg vokse.

Det afslører et dugfriskt regnskab fra møbelproducenten, hvis salg voksede med 8 pct. til 621 mio. kr. i 2020.

“I marts sidste år troede vi, at vi var nødt til at afskrive 2020, og derfor kaldte vi det for et tabt år, men pludselig begyndte forbrugerne at opgradere deres hjem i en sådan grad, at det var et af vores bedste år efter finanskrisen,” siger Josef Kaiser, administrerende direktør i Fritz Hansen.

Efter et vakuum på et par måneder sidste forår, hvor salget stod stille, ændrede billedet sig i takt med, at der blev lagt en begrænsning på forbrugernes muligheder for at rejse og gå i byen.

Mere tid i hjemmet fik danskere, nordeuropæere og forbrugere i Japan og Sydkorea til i stedet at kaste deres kærlighed og kontanter efter designermøbler, som kunne peppe hjemmet op.

På samme tid havde Fritz Hansen selv svært ved at bruge penge på rejser og planlagte marketingaktiviteter, og den kombination betyder, at indtjeningen hos den Allerød-baserede virksomhed brager i vejret.

Således steg nettoresultatet i 2020 med 67 pct. til 81 mio. kr., hvilket forgylder Fritz Hansens stenrige ejerkreds bestående af investeringsselskaberne C.W. Obel og Chr. Augustinus Fabrikker. Således løfter de to udbyttebetalingen med 20 mio. kr. og foreslår et udbytte for året på 55 mio. kr.

241

mio. kr. havde Fritz Hansen i kontanter ved udgangen af 2020

Den store efterspørgsel på designermøbler har skabt stor travlhed hos møbelhuset Brdr. Friis Møbler, der fra sine to møbelhuse forhandler mange af Fritz Hansens produkter.

“Det er det bedste år, vi nogensinde har oplevet,” konstaterer Casper Friis, der ejer og driver møbelforretningen med sin far Gert Friis.

Det betyder, at familien kunne se bundlinjen nærmest eksplodere til 18,7 mio. kr. mod 11,2 mio. kr. året forinden.

Ligesom Fritz Hansen oplever de, at de gode takter fra 2020 er fortsat ind i 2021, som er kommet stærkt fra start. Men begge parter forventer ikke, at forbrugernes store appetit vil vare ved.

“Jeg ser den øgede omsætning som en midlertidig ting, der vil gå over, i takt med at vaccinationerne bliver rullet ud,” siger Casper Friis.

Satser på internationalt

Josef Kaiser kom til Fritz Hansen i slutningen af 2019, hvor han overtog posten efter møbelproducentens mangeårige topchef Jakob Holm. Det skete efter flere år, hvor Fritz Hansen havde oplevet svigtende resultater og faldende toplinje.

Dette er Josef Kaiser, der blev hentet fra Eames-producenten Vitra, kommet for at lave om på ved at skrue op for investeringerne og satse på en øget internationalisering. Derfor er Fritz Hansen lige nu ved at udbygge sin organisation på en række markeder, herunder Tyskland, Storbritannien og USA.

Dertil kommer at møbelproducenten, hvis rødder strækker sig tilbage til 1872, i højere grad vil fokusere på erhvervsmarkedet, hvorfor der investeres store summer i at bygge nye showrooms rundt omkring i verden.

Omtrent 70 pct. af omsætningen henter Fritz Hansen gennem salg til forbrugere, mens den resterende del kommer fra virksomheder, der eksempelvis befinder sig i hotel- eller restaurationsbranchen. Dette ben har været hårdt ramt i 2020, fortæller Josef Kaiser.

“Det er en god strategi over tid at have en fod i hvert marked, men lige nu er vi glade for, at vi sælger mest til forbrugere,” siger Josef Kaiser.

Josef Kaiser venter, at Fritz Hansens omsætning vil vokse med 10-15 pct. i 2020.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis