Ligesom for Fritz Hansen er efterspørgslen tårnhøj hos lampeproducenten Louis Poulsen, der producerer og sælger lamper tegnet af Poul Henningsen, Arne Jacobsen og Verner Panton.
“Vi har virkelig oplevet en fremgang. Totalt set er ordreindtaget vokset med 36 pct. sidste år,” siger Søren Mygind Eskildsen, adm. direktør for Louis Poulsen.
Selvom det lyder som en dans på roser for en topchef, har det ingenlunde været tilfældet for lampeproducenten, som samler sine lamper på fabrikken i jyske Vejen.
“Vi har virkelig været udfordret med at kunne få de materialer, som vi skal bruge
Søren Mygind Eskildsen, adm. direktør, Louis Poulsen
“Vi har virkelig været udfordret med at kunne få de materialer, som vi skal bruge til at kunne producere,” siger Søren Mygind Eskildsen.
Citatet gælder eksempelvis det mundblæste glas, som bliver brugt til pendler og standerlamper fra Poul Henningsen, idet den italienske fabrik, som producerer det, har været lukket ned. Derfor er ventetiderne på nogle af Louis Poulsens produkter lige nu op mod 12 uger. Værst ramt er AJ-lamperne tegnet af Arne Jacobsen, fortæller lampebossen.
“I og med vi skal bruge 100 pct. af alle komponenter, når vi skal levere en lampe, så har der næsten altid været en eller anden komponent, som vi har stået og manglet,” siger han.
Hos møbelhuset Brdr. Friis Møbler, der er forhandler af bl.a. Louis Poulsen-lamper, har man det seneste år oplevet kronede dage med et skyhøjt salg, men her mærker man også udfordringerne med at modtage nok lamper og møbler.
“Der opstår situationer, hvor vi ikke kan leve op til de leveringstider, som vi har stillet folk i udsigt. Heldigvis har langt de fleste forståelse for, at leveringen bliver udskudt på grund af corona, men der er ingen, som synes, at det er sjovt,” siger Casper Friis, der er medejer af Brdr. Friis Møbler.
Søren Mygind Eskildsen oplever, at priserne på metaller, glas og fragt stiger meget i øjeblikket, men Louis Poulsen har endnu ikke taget stilling til, om det skal have indflydelse på priserne på virksomhedens produkter.
“Vi ser lige tiden an, men det har allerede ramt os meget,” siger han.