Coronakrisen har kastet den danske rejsebranche ud i et dramatisk efterår. For de største og mest velkonsoliderede selskaber er kikkerten ikke kun rettet mod fjerne horisonter, men også mod muligheden for at købe op i en blødende branche.
Ifølge Danmarks Statistik er 19 danske rejsebureauer gået konkurs i 2020.
Mest dramatisk var konkursen i Travelco Nordic (TCN), der bl.a. rummede Danmarks tredjestørste rejsebureau, Bravo Tours. Konkursen har påført Rejsegarantifonden det største tab nogensinde, og forløbet op til lukningen er blevet kritiseret, i en grad så fonden har bedt en advokat undersøge fondens rolle i sagen.
Ud over udsigten til et tab på 541 mio. kr. har konkursboets advokater i en cirkulæreskrivelse afsløret en stor appetit i branchen på at købe op. Flere end 20 selskaber viste interesse for at købe Bravo Tours ud af konkursboet. Fem selskaber bød, før fristen udløb, mens et sjette selskab for sent lagde et væsentligt bedre bud end den senere vinder med den islandske Arion Banki i spidsen, som betalte 22 mio. kr. og overtog gæld for 5 mio. kr.
Rejsegarantifonden
“Der viste sig en betydelig interesse for TCN’s virksomhed fra en større kreds af mulige købere,” står der i cirkulæreskrivelsen fra Travelco Nordic under konkurs.
En måned senere var der også stor interesse for at købe selskabet Skinetworks, der gik konkurs efter sidste år at have sendt omkring 90.000 skandinaver på skiferie.
Vinderen af Skinetworks blev Primo Tours, der siden 2009 har bygget en forretning op med 100.000 gæster om året. Prisen er endnu ikke kendt, men Børsen erfarer, at den var væsentligt højere end prisen på Bravo Tours.
Direktør og hovedaktionær Bjarke Hansen forklarer, at han havde holdt øje med gode opkøbsmuligheder siden starten på coronakrisen.
I midten af marts tog han et møde med sin bank, og sammen lagde de i første omgang en strategi, der skulle sikre, at Primo Tours også var i live på den anden side af krisen.
“Da vi havde lavet en plan for, hvordan vi selv kunne komme igennem de næste par år, tog vi i starten af april en snak med vores bank om de opkøbs- eller fusionsmuligheder, som vi vurderede, ville opstå, fordi en del af branchen i længere tid har kørt med en lille likviditetsbuffer,” siger Bjarke Hansen.
I oktober udnyttede han det store fald i prisen på at lease fly til at stifte et flyselskab, der frem over skal transportere rejsekoncernens gæster.
Og Bjarke Hansen er ikke den eneste, der har rejseselskaber i kikkerten i øjeblikket. Direktør i Danmarks Rejsebureau Forening Lars Thykier fortæller, at der er en konsolidering i gang i branchen.
mio. kr. har kreditorerne til gode hos konkursramte Travelco Nordic
“De små kan ikke overleve på samme måde, fordi de ikke har de samme økonomiske muskler. Så det er en “survival of the fittest”-situation i øjeblikket. Dem, der er i stand til at finde penge, overlever og kan købe de andre op,” siger han.
For Bjarke Hansen bliver købet af Skinetworks ikke nødvendigvis det sidste opkøb eller sidste fusion.
“Hvornår får vi for eksempel lov til at stå på ski igen?
Bjarke Hansen, direktør og hovedaktionær i Primo Tours og flyselskabet Airseven
“Overtagelsen af Skinetworks gør, at vi i en periode bruger kræfterne på at få det ordentligt integreret. Men vi har forsøgt at gøre os klar, til at der godt kan komme flere,” siger Bjarke Hansen.
Han erkender, at han endnu ikke ved, hvornår han kommer til at sælge rejser igen. Med i købet af Skinetworks er for eksempel 18.000 rejser til denne sæson, som måske skal aflyses. Alligevel er han tryg ved sine investeringer.
“Jeg er sikker på, at de virksomheder, vi er blandet ind i, står stærkere om to år. Vejen derhen kommer til at byde på mange bump. Hvornår får vi for eksempel lov til at stå på ski igen, eller hvornår kommer vores fly ud at flyve?” spørger han.