ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Den børsnoterede mine- og cementgigant FLSmidth (FLS) har midt under coronakrisen valgt at udskyde betaling af leverandører i et forsøg på at forbedre cashflowet i koncernen.

Visse leverandører må vente med at få betaling til seks måneder efter betalingsfristen.

“Som en generel regel betaler vi ikke vores leverandører, før vi har fået betaling fra vores kunder,” fremgår det af interne mails fra FLS, som Børsen er kommet i besiddelse af.

Koncernens betalingsregler er ifølge insolvensadvokat Nicolai Dyhr, partner i Horten, et kalkuleret aftalebrud, hvor FLS ensidigt ændrer på aftalebetingelserne til egen fordel for at vinde kredittid.

Den iskolde virkelighed for leverandørerne hedder internt i FLS “payment freeze”:

Payment Freeze går ud på, at kun meget små krav eller meget gamle krav betales uden videre. Det samme gælder f.eks. lønninger, energi, it, interne og transport, der skal holde forretningen kørende.

180

dage skal der gå, før leverandører med sikkerhed får betaling.

Alle andre krav betales som udgangspunkt ikke før 180 dage efter forfald, med mindre de godkendes i en særlig enhed i FLS. Reglerne har været i kraft over hele sommeren og er stadig gældende.

Der er tale om forfaldne krav, og dermed er den interne FLS-strategi stærkt problematisk. Det mener erhvervsorganisationen SMV Danmark.

Det er første gang, jeg hører om underleverandører, der systematisk bliver trynet

Jacob Brandt, adm. direktør i SMV Danmark

“Det er første gang, jeg hører om underleverandører, der systematisk bliver trynet ved, at de aftaler, der er indgået, ikke bliver overholdt,” siger adm. direktør Jakob Brandt fra SMV Danmark.

FLS lægger ikke skjul på, at reglerne er et led i en krisehåndtering under covid-19, hvor nogle af FLS's kunder heller ikke betaler til tiden. Derfor kommer der ikke betalinger til visse leverandører, før FLS-kunderne har betalt.

Tager I ikke leverandørerne som gidsel?

“Det ved jeg ikke. Vores 1374 leverandører kæmper altså bravt sammen med os. De er også afhængige af, at vi har succes,” siger Asger Lauritsen, der er indkøbsdirektør i FLS. Han understreger, at det ville være forretningsmæssigt dumt at gøre leverandørerne sure, fordi FLS også er afhængige af dem i fremtiden.

Har I igennem flere år frosset betalingerne til kreditorerne op til regnskabsaflæggelse?

“Det, du har set her, er sat i gang på grund af corona, og så har jeg kendskab til nogle enkelte gange tidligere i forbindelse med store projektleverancer,” forklarer Asger Lauritsen.

Hvordan ser I på, at jeres payment freeze bliver kritiseret?

“Jeg forstår godt, at dele af det kan se kritisabelt ud udefra, men det er et forsøg på at balancere økonomien i en verden med meget store komplicerede – og nogle gange forsinkede – projekter. Et centralt element i vores setup er leverandørernes garanti for, at selv i de meget problematiske projekter skal de aldrig vente længere end 180 dage på deres penge. Derfra tager vi risikoen.”

De interne mail er også blevet forelagt adjunkt og ph.d. Leif Christensen fra regnskabs- og revisionsuddannelsen på CBS.

Han hæfter sig bl.a. ved FLS-kundernes manglende betalinger.

“Der er indikationer på, at selskabet har indgået aftaler uden at have tjekket kundernes betalingsevne og betalingsvilje,” lyder det fra Leif Christensen.

Leif Christensen mener, at FLS gambler med leverandørrelationerne, når det kan trække ud i måneder, før de får deres penge:

“Det er ekstremt, at man internt arbejder med, at det er OK ikke at betale sine leverandører, før regningerne er overforfaldne med et halvt år.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis