ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk pengetank satser stort og vil købe selskaber for 6 mia. kr.: Bevæger sig ind i kapitalfondenes farvand

ATP opretter nyt team til langsigtede, direkte investeringer i danske selskaber og åbner for parløb med kapitalfonde og familieejede pengetanke

Bo Foged, topchef i ATP, fortæller, at pensionskæmpen går efter ejerandele på 20 til 49 pct. Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Bo Foged, topchef i ATP, fortæller, at pensionskæmpen går efter ejerandele på 20 til 49 pct. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Danmarks største investor, ATP, etablerer et helt nyt investeringsben.

Pensionskæmpen vil over de kommende tre år skyde op mod 6 mia. kr. ind i danske virksomheder i et helt ny træk, hvor ATP åbner for et direkte ejerskab i unoterede selskaber i mere end ti år.

Dermed kommer ATP til at adskille sig fra andre aktører i markedet som f.eks. kapitalfonde og familieejede fonde som Lego-familiens Kirkbi, mener topchef Bo Foged.

“Vi håber, at der er nogle virksomheder, som synes, det er attraktivt, at de ikke skal igennem mange ejerskaber, inden de måske rammer en børsnotering, men at de kan se en attraktiv investor i ATP, der har det her langsigtede ejerskab, som kan være med til at finansiere rejsen,” siger Bo Foged.

Jeg oplever på ingen måde et politisk pres. Tanken og idéen er født i ATP

Bo Foged, topchef, pensionsselskabet ATP

ATP kalder den nye satsning for ATP Langsigtet Dansk Kapital, og Bo Foged forventer, at man i løbet af 2021 vil have foretaget den første investering for pensionspenge, som danskerne er tvunget til at indbetale.

“Vi vil skabe et godt og attraktivt risikojusteret afkast til vores medlemmer. Vi synes, at der er en rigtig god mulighed for at tage et samfundsansvar, skabe nogle flere danske styrkepositioner, understøtte dansk vækst, arbejdspladser og bygge flere, store danske virksomheder,” lyder det fra Bo Foged.

Har der været et politisk pres for, at I tager et mere langsigtet ansvar?

“Jeg oplever på ingen måde et politisk pres. Tanken og idéen er født i ATP, og den har kørt igennem vores forskellige beslutningsorganer, hvor der har været fuld opbakning til det,” lyder det fra ATP-topchefen, der tidligere har været adm. direktør i Bankinvest.

Fremhæver Ørsted

Han fortæller, at ATP er åben for at investere sammen med partnere som f.eks. kapitalfonde eller enkeltinvestorer med specialkompetencer og fremhæver Boozt, Netcompany og Ørsted som eksempler på virksomheder, ATP’s nye forretningsenhed kunne have investeret i, inden de voksede sig store og blev børsnoteret.

“Historisk er selskaber som f.eks. Coloplast, Novozymes eller Chr. Hansen også vokset ud af en målestok, hvor jeg godt kunne forestille mig, at vi kunne have været med på tidligere stadier, før de blev børsnoteret og voksede sig til de klenodier, vi kender i dag. Vi går efter at finde og udvikle de selskaber, der på lang sigt har potentiale til skabe vækst, afkast og arbejdspladser i Danmark”, siger Bo Foged.

10

år forventer ATP som minimum at have ejerandele i virksomhederne i den nye satsning

ATP’s fokus vil være på virksomheder inden for brancher som it, medtech, farma og vedvarende energi. Det skal være profitable forretninger med en omsætning på mindst 250 mio. kr. Pensionskæmpen går efter ejerandele i spændet 20-49 pct., og Bo Foged forventer at have holdet til den nye satsning på plads i løbet af kort tid.

Men ATP risikerer, at de foreløbigt 6 mia. kr. kommer ud at svømme i hajfyldt farvand, hvor flere kapitalfonde i forvejen huserer.

Det så man tidligere i år, da en gruppe af investorer hyrede advokater til at undersøge ATP-fonden ATP PEP for at operere ud fra ulige konkurrencevilkår.

Kapital- og venturefondenes brancheforening, Aktive Ejere, hilser ATP’s nye initiativ velkommen, fordi det giver vækstvirksomheder bedre muligheder for at skaffe kapital.

“Det er også værd at huske, at offentlige ATP her agerer på et privat marked, og derfor skal man naturligvis passe på, at setuppet ikke bliver konkurrenceforvridende,” lyder det fra Jonathan S.H. Nielsen, direktør i Aktive Ejere.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis