ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Efter at have oplevet en gedigen kursstigning i 2020 var der tirsdag store tæsk til Pandora-aktien.

Således faldt smykkeaktien 7,5 pct. i værdi til kurs 406 kr. ifølge Bloomberg. Kursfaldet betyder, at Pandora tirsdag fik barberet 4,3 mia. kr. af sin markedsværdi, der nu lyder på 40,6 mia. kr.

Lussingen kom, efter at Pandora sent mandag aften – før tid – sendte sit regnskab for andet kvartal på gaden.

I den forbindelse kom Pandora med finansielle forventninger til 2020, efter selskabet tilbage i marts suspenderede dem grundet coronakrisen og den herboende usikkerhed.

40,6​

mia. kr. er Pandoras markedsværdi

Ifølge Janne Vincent Kjær, aktieanalytiker i Jyske Bank, er kursfaldet et resultat af flere ting. Først og fremmest er aktien braget op i 2020 med en stigning på 50 pct. siden årskiftet.

En udvikling, som Janne Vincent Kjær forud for kvartalsregnskabet kaldte “overgjort”.

“Aktien har kørt rigtig stærkt op til regnskabet, hvor den er steget med over 20 pct. siden starten af juli måned, og når vi har set så stærk en performance, så er der ikke plads til de store skuffelser,” siger Janne Vincent Kjær.

Havde ventet mere

Kigger man på Pandoras forventninger til toplinjen, ventes der et fald på 14-20 pct., hvilket ifølge hende ikke er så skuffende.

Forud for regnskabet havde analytikerne over en bred kam ventet, at omsætningen ville falde med 17 pct. i 2020.

Det er derimod forventningerne til driftsindtjeningen, der er en smule skuffende, forklarer Janne Vincent Kjær.

“Når man ser på forventningerne til driftsmarginen, så er de til den svage side, så jeg tror mere, at det er det, som markedet reagerer på,” siger analytikeren.

Pandora venter i 2020 at realisere en driftsmargin (ebit) før omkostninger til den igangværende restrukturering i spændet 16-19 pct.

Estimater indsamlet af Pandora forud for kvartalsregnskabet viser, at analytikerne i gennemsnit havde ventet en driftsmargin i 2020 på 19,2 pct.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis