ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Få uger efter at Mærsk-topchef Søren Skou overraskede alle med bedre halvårsindtjening og helårsforventninger for 2020, end de fleste havde forudset, slår han nu til igen med en ny plan, der skal skabe endnu mere vækst på top- og bundlinje.

Mærsk bebuder, at man nedlægger to af koncernens kendte underbrands, rederiet Safmarine og speditionsfirmaet Damco. Samtidig vil Mærsk knytte de kommercielle aktiviteter i det tyske datterrederi Hamburg Süd tættere til hovedkontoret på Esplanaden.

Over for Børsen bekræfter Mærsk-direktør Vincent Clerc, at reorganiseringen vil berøre op imod 27.000 ansatte, og at der også bliver tale om afskedigelser.

“Nogle vil opleve store forandringer, andre små. Nogle flytter til nye job, og et mindre antal vil desværre blive overflødige, hvilket vi tager meget seriøst,” siger han. Mærsk kan endnu ikke sætte tal på antallet af afskedigelser eller omfanget af besparelser.

Skridtet skal forbedre kundeoplevelsen og sælge flere ydelser. Transportgiganten har i flere år stræbt efter at blive noget andet og mere end et containerrederi og levere samlede, integrerede transportløsninger – herunder avancerede digitale selvbetjeningsløsninger.

“Coronakrisen har fået mange kunder til at bede os om at løse nye opgaver. Det har påvist et behov for at øge vores sortiment og have flere produkter, herunder luftfragt,” siger Vincent Clerc, der sidste år fik ansvar for både drift og kommercielle aktiviteter.

Den nye organisationsændring hører formelt under Clerc. Men Skou spiller givetvis en stor rolle – kendt, som han har været siden 2016, for fokus på omkostninger og effektivisering.

Vil koste job

27.000​

ansatte i Mærsk-gruppen bliver på en eller anden måde berørt

“Vi skal i flere lande have konsultationer med medarbejderrepræsentanter, så vi kan først senere – og senest ved regnskabet for tredje kvartal – sige noget mere præcist om omfanget af afskedigelser og besparelser,” siger Vincent Clerc, der understreger, at man ikke tager let på udsigten til afskedigelser:

Nogle flytter til nye job, og et mindre antal vil desværre blive overflødige

Vincent Clerc, Mærsk-direktør med ansvar for drift og salg

“Jeg har aldrig lavet organisationsændringer for sjov. Det handler om at komme tættere på kunderne. Formålet er at sælge mere, og vi har pligt til at sikre, at vi ikke har dobbelte funktioner og for store omkostninger.”

Safmarine har i dag 1100 medarbejdere, mens Damco-organisationen rummer 2300 ansatte. Mærsk har i alt omkring 80.000 ansatte, der i disse dage orienteres om strukturændringerne.

Tysk rederi bevares

Mens de to varemærker altså ophører helt med at eksistere efter nytår, bliver det stadig en mulighed for kunder at vælge Hamburg Süd som leverandør frem for Mærsk.

Mærsk overtog Hamburg Süd i 2017, en investering på massive 27 mia. kr. Det tilkøbte tyske rederi, der har 4500 ansatte og især er stærkt på Latinamerika og Australien/New Zealand, vil fortsat have eget hovedkvarter i Hamborg og kontorer i mere end 100 lande.

Men de kommercielle ansatte kommer til at arbejde tættere sammen med Mærsk. Vincent Clerc siger, at Mærsk har brugt en del tid på at forstå, hvad der var de afgørende forskelle på de to rederier, og at arbejdet har gjort det klart for ham, at det ikke er et mål at rulle det tyske brand helt ind under den syvtakkede stjerne, som det er sket med flere andre tilkøb, eksempelvis P&O Nedlloyd, der ikke findes mere.

“Kunderne hos Hamburg Süd har stadig en stærk tilknytning, så de skal bevares særskilt så længe, det giver mening. Vi skal have så få brands som muligt, men samtidig så mange, som det er nødvendigt,” siger Vincent Clerc.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis