ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ekspert efter lukning af datterselskaber: Rekordkøb kan blive Skous næste ofring i det nye Mærsk

Mærsks største virksomhedskøb

til dato kan meget vel blive det næste i rækken af brands, der lukker og smelter sammen med moderselskabet

Søren Skou, adm. direktør, A.P. Møller-Mærsk. Arkivfoto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Søren Skou, adm. direktør, A.P. Møller-Mærsk. Arkivfoto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Safmarine og Damco vil til nytår være fortid som selvstændige brands i A.P. Møller-Mærsk.

Det vil ikke overraske mig, hvis Mærsk også lukker Hamburg Süd som brand

Lars Jensen, direktør, Seaintelligence Consulting

Dermed bliver det sydafrikanske nicherederi og speditionsforretningen integreret i hovedselskabet, og manøvren kommer til at påvirke op mod 27.000 job med fyringer til følge. Mærsk vurderer, at det vil udløse en milliardstor besparelse.

Samtidig ændrer topchef Søren Skou på strukturen i søsterrederiet Hamburg Süd, som man overtog for 27 mia. kr. i 2017. Ganske vist beholder det sit eget navn, men de kommercielle aktiviteter bliver rykket tættere på Esplanaden.

Hos analysehuset Seaintelligence Consulting vurderer direktør Lars Jensen, at det kun er et spørgsmål om tid, før det Hamborg-baserede rederi lider samme skæbne som de mindre datterselskaber:

Årelang proces

“Det vil ikke overraske mig, hvis Mærsk også lukker Hamburg Süd som brand inden for de næste ti år,” siger han og understreger, at det er en noget mere omstændelig proces at integrere et af verdens største rederier i Mærsk end f.eks. Damco, der målt på markedsandele er langt fra toppen i speditionsbranchen:

“Der har været spekulationer om, at Mærsk ville lukke Safmarine, lige siden de købte det i 1999. I de tyve år har det bølget frem og tilbage, om værdien i at beholde det som et selvstændigt brand ville opveje de driftsmæssige fordele ved at lægge det ind under Mærsk-navnet.”

27.000

Mærsk-ansatte bliver berørt af omstruktureringen.

“Man vil gøre sig de samme overvejelser med Hamburg Süd. Lige nu vurderer Mærsk, at brandets værdi over for kunderne overstiger de praktiske overvejelser i forbindelse med en sammensmeltning. Men jeg vil ikke afvise, at Mærsk går ned ad den vej inden for en årrække,” forklarer Lars Jensen.

Mærsk har siden strategiskiftet i 2016, hvor man overgik fra konglomerat til fokuseret transport- og logistikselskab, ryddet massivt op i porteføljen, først ved at frasælge de olierelaterede forretninger og senere ved at nedbryde siloerne i de tilbageværende divisioner og få dem til at arbejde tættere sammen.

Manøvren med at ofre mindre brands for at styrke hovednavnet er dog ikke forbeholdt Mærsk, fremhæver Lars Jensen:

“CMA CGM har også haft en nichebrand-strategi med flere forskellige brands, heriblandt APL. Dem lukker man nu ned på ruterne i Stillehavet. Hapag-Lloyd har købt flere små rederier de seneste ti år, og de har alle fået fjernet deres eget navn. Det er jo gået meget godt,” siger han, med henvisning til at Hapag-Lloyd i årevis har været blandt de mest velindtjenende rederier.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis