ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lars Larsens diskrete søn tvinges frem i rampelyset: Han er kommet i Jysk siden han kunne starte en pudekamp

Den lidt sky 47-årige Jacob Brunsborg er ny bestyrelsesformand i Lars Larsens milliardkoncern – men har erfarne direktører at læne sig op ad.

Det er ikke meget offentligheden har set til eller kender til den 47-årige Jacob Brunsborg, der nu på grund af faderen Lars Larsens alvorlige sygdom trækkes frem i spidsen for milliardkoncernen Lars Larsen Group.

Virksomheder
Lars Larsen er alvorligt syg og giver tøjlerne videre til sin søn før tid: "Min far har opbygget noget enestående, og han bliver umulig at erstatte"
Jacob Brunsborg er pludselig blevet ny bestyrelsesformand i koncernen, som er skabt helt fra grunden af Lars Larsen, der er en af Danmarks med velhavende med en formue på omkring 30 mia. kr.

Sidste år omsatte hele Lars Larsen Group for tæt ved 30 mia. kr. og havde før skat et resultat på mere end 10 pct. af toplinjen - nemlig 3,6 mia. kr. Omsætningen i Jysk med over 2800 butikker i mere end 50 lande var i fjor på op mod 27 mia. kr.

I positionen for bordenden ventes det, at Jacob Brunsborg vil komme til at optræde mere i medierne – men med sin noget mere tilbageholdende og næsten sky personlighed, så vil han nok aldrig udadtil komme til at agere på samme måde som faderen. Sådan lyder vurderingen fra én, der kender ham.

Lars Larsen har som den inkarnerede købmand, han er, hele vejen, siden han startede den første Jysk-butik for 40 år siden i Aarhus brugt sig selv i forsøget på at få opmærksomhed og billig reklame for at skabe omsætning. Han blev for alvor kendt, da han selv optrådte i tv-reklamer med ordene "Go'daw, jeg hedder Lars Larsen, jeg har et godt tilbud til dig."

Bliver mere synlig

Sønnen vil på et tidspunkt som bestyrelsesformand for en stor og kendt dansk koncern komme til at sige ord i medierne, eksempelvis i forbindelse med præsentation af årsregnskabet, og han vil nok også i interview komme til at fortælle lidt mere om sig selv og sine planer, vurderer en kilde. Men foreløbig koncentrerer Jacob Brunsborg, der er dybt berørt af faderens sygdom, sig forståeligt nok om sin familie.

Virksomheder
Fra "Go'daw - jeg har et godt tilbud til dig" til 30 milliarder i omsætning: Her er 40 år med Lars Larsens Jysk
Kommunikationsdirektør i Jysk, Rune Jungberg Pedersen, der efter meddelelsen om ændringen i toppen af koncernen, er den eneste i gruppen, som officielt udtaler sig, slår fast, at Jacob Brunsborg jo nok vil blive lidt mere synlig end hidtil.

"Jacob Brunsborg har været en del af bestyrelsesarbejdet i Lars Larsen Group i langt over ti år, og har ad den vej haft en tiltagende indflydelse på udviklingen i koncernen. At han nu overtager posten som bestyrelsesformand fra Lars Larsen, er der sådan set intet overraskende i. Det har hele tiden været meningen, og det har været meldt ud. Men det sker på en trist baggrund tidligere end ventet," siger Rune Jungberg Pedersen.

Jacob Brunsborg har før, han og søsteren Mette kom ind i den øverste bestyrelse, arbejdet på forskellige niveauer i Jysk, bl.a. som direktør med ansvar for først indkøb og siden branding. Så han kender til aktiviteterne.

Lars Larsen har også selv udtalt om junior, at han er kommet i Jysk, siden han kunne starte en pudekamp. Så måske var han "fars søn," men han har skullet bevise at han kunne noget selv.

Erfarne direktører

I sin nye position som bestyrelsesformand for Lars Larsen Group vil Jacob Brunsborg kunne støtte sig til meget erfarne direktører, som begge har arbejdet for Lars Larsen i årevis.

Den ene er Jan Bøgh, der er adm. direktør for Jysk Nordic, og bliver topchef, når Jysk Nordic og Dänisches Bettenlager, der med adresse i Tyskland har udgjort en væsentlig del af salget af senge, skabe, sengetøj, og håndklæder, fra efteråret slås sammen til ét Jysk.

Den anden er Hans Henrik Kjølbye, direktør i Jysk Holding, der omfatter alle selskaber uden for Jysk – boliginteriør- og møbelselskaber som Iddesign, Bolia og Scancom, de golfrelaterede investeringer i resort, golfbiler og golftøj samt eksempelvis restaurantkæden Letz Sushi og Hotel Ferdinand i Aarhus.

Men Rune Jungberg Pedersen oplyser også, at Jacob Brunsborg gennem de seneste år har stået i spidsen for flere store projekter internt i koncernen.

Interesse for biler

Jacob Bruunsborg går meget op i biler, og den interesse deler han med Jakob Holstein, der er én af Jysk-arvingens tætteste forretningspartnere.

Virksomheder
Niels Lunde: Tak, Lars Larsen
Lars Larsen Group investerede for en række år siden i selskabet Garia, der har specialiseret sig i at producere golfbiler, og som har Jakob Holstein som adm. direktør. Siden er Jacob Bruunsborg blevet en del af selskabet, og Jakob Holstein, der kender Bruunsborg indgående, giver udtryk for, at han tror på, at sønnen kan løfte arven efter sin far.

"Bruunsborg er en supergod fyr, som jeg har stor respekt for. Han har jo også været med i firmaet (Jysk, red.) altid," siger Jakob Holstein, der ikke har yderligere kommentarer til det pludselige generationsskifte i Jysk.

Jacob Brunsborg var i flere år registreret som direktør i golfbil-selskabet Garia, som har haft store problemer med at tjene penge. Reelt har en anden en stor del af tiden været daglig leder, men nogen stor økonomisk succes har der ikke været tale om. Faktisk har der ikke været sorte tal på bundlinjen siden 2011 – og de samlede underskud siden da er på 130 mio. kr. Det seneste regnskabs bød dog på en markant forbedring på over 20 mio. kr., idet underskuddet blev reduceret til 18 mio. kr. efter skat.

Men det var i Garia, Jacob Brunsborg viste handlekraft, da nogle år efter at Lars Larsen-koncernen havde købt sig ind, en morgen var mødt op i virksomheden for at forklare stifteren, Søren Bak, at han ikke skulle arbejde der længere. Efterfølgende blev stifteren via en kapitalforhøjelse presset ud af ejerkredsen, har Søren Bak fortalt til Børsen.

Jacob Brunsborg var senest i et halvt års tid indtil januar i år midlertidigt registreret som direktør i Lars Larsens store smertensbarn – og store passion – Himmerland Golf & Spa Resort. Her er nu en erfaren hotelmand i spidsen for bestræbelserne på at lave resortet om til en overskudsgivende forretning, efter at der er sat hundredevis af millioner af kroner til.

Men ellers er det på bestyrelsesplan, at han de seneste år har arbejdet for Jysk og faderens koncern. Og fremtidig bliver det altså som formand.

Jacob Brunsborgs søster, Mette Bruunsborg, har en langt mindre aktiv rolle i Lars Larsen Group end sin bror. Hun er med i den øverste bestyrelse, men koncentrerer sig ellers om at drive sit kvæglandbrug. De to børn af Lars Larsen og hustruen Kristine, kaldet Kris, ejer lige meget af Jysk.

Fremtiden for sit livsværk har Lars Larsen sikret ved et gennem et flere år planlagt generationsskifte, som betyder, at de to børn, når Lars Larsen med sit eget udtryk "stiller træskoene" kommer til at eje lige meget koncernen. Men en mindre aktiepost placeres i en ny fond, som får et afgørende ord ved store beslutninger. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis