ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Vandt retssag og 1,7 mio. kr. – men advokatregningen lød på knap 5 mio. kr.: “Folk tror, at det er løgn, når jeg fortæller det”

Direktør Gregers Baungaard

vandt i retten, men fik millionudgift. Nu advarer han erhvervslivet: “Hold jer fra domstolene”

Opfinderen Gregers Baungaard, MLD, Esbjerg, vil kvæle sin retfærdighedssans og undgå en retssag, hvis han nogensinde igen havner i en tvist. Foto. Robert Attermann
Opfinderen Gregers Baungaard, MLD, Esbjerg, vil kvæle sin retfærdighedssans og undgå en retssag, hvis han nogensinde igen havner i en tvist. Foto. Robert Attermann

I juni 2019 kunne direktør Gregers Baungaard fra Esbjerg-virksomheden MLD se tilbage på to års retsopgør som vinder. Alligevel føler han sig slagen og ydmyget.

“Vi bor jo i en retsstat. Ingen vil tro, at man taber stort, selvom man har vundet. Jeg har betalt en alt for høj pris for retfærdigheden,” siger han.

Dommeren gav os en sejr, men også et blødende økonomisk sår

Gregers Baungaard, adm. direktør, MLD

Gregers Baungaard oplevede, at ventetid ved domstolene og mangelfuld godtgørelse af omkostninger blev brugt som et våben af modparten i en angrebs- og udmattelseskrig om en patentsag. Gregers Baungaard betalte advokater og eksperter knap 5 mio. kr. og måtte rejse penge undervejs for at redde virksomheden. I dommen blev modparten dømt til at godtgøre omkostninger. Men så kom chokket.

Tabte 3 mio kr

“Retten tildelte os blot 1,7 mio. kr., så MLD tabte lidt over 3 mio. kr. på at vinde. Det er simpelthen så uretfærdigt. Her havde vi succesfuldt forsvaret vores produkt, og så fik vi et helt skævt beløb. Dommeren gav os en sejr, men også et blødende økonomisk sår. På den måde lader systemet jo den tabende part hævne sig økonomisk på vinderen. Folk tror, at det er løgn, når jeg fortæller det,” siger han.

Det er det ikke. Trods en faldende sagsmængde døjer danske domstole med en lang ventetid i behandlingen af erhvervslivets retssager. Samtidig tildeler dommerne sagsomkostninger i et niveau langt under de faktiske omkostninger. Ifølge en rapport fra den retspolitiske tænketank Justitia er omkostninger og ventetid centrale forklaringer på, at erhvervslivet i stor stil vender ryggen til domstolene.

Blev glemt af retten

Det vidste Gregers Baungaard ikke, da han i 2015 tog kontakt til en stor spiller på markedet for fiskeriteknologi i håb om et udviklings- og markedsføringssamarbejde. MLD var klar med et syvmileskridt af en opfindelse rettet mod verdens 5000 største fisketrawlere: En trawlskovl gjort til en styrbar undervandsdrone, som skåner havmiljøet, sparer op til 20 pct. i brændstof og løfter fiskernes produktivitet markant.

Dermed kan MLD's opfindelse blive et teknologispring for fiskeriet med en betydning på højde med limfjordsfiskeren Jens Vævers globalt epokegørende opfindelse af snurrevoddet i 1848.

Den potentielle partner hævdede i stedet, at MLD krænkede deres rettigheder. MLD havde patent og rettigheder på det tørre og afværgede et fogedforbud i Sø- og Handelsretten i december 2017, hvorefter sagen blev kæret til Vestre Landsret. I stedet for at få sagen berammet lå MLD's sag glemt i retten i næsten tre måneder. Sagen kom først på 31. maj 2019, og dommen faldt 14 dage senere.

“Man gør sig ikke forestillinger om, hvor belastende det er. Ventetiden æder én op, og alle store beslutninger i virksomheden er parkeret, fordi alt afhænger af udfaldet. Jeg tør slet ikke regne på alle de interne timer og de tabte muligheder.”

MLD-direktøren er glad for at have vundet og er nu ved at få fart på salget efter underdrejningen i retssystemet. ​​​​

Kvalt tillid

“Men i dag må jeg sige, at jeg burde have kvalt min retfærdighedssans og min tillid til retsstaten. Vi skulle have solgt rettighederne til en konkurrent, indgået et kompromis – slået en handel af.”

Stemmer det overens med det, du er opdraget til?

“Nej. Og jeg er jo ikke stolt over at sige: Hold jer fra domstolene. Men man må spørge: Ved politikerne, hvad det vil sige at forsvare sin virksomhed mod et overgreb? Forstår de, hvordan det er at være en del af statistikken over ventetider? Forstår de, hvad det vil sige, at man mangler 3 mio. kr. efter godtgjorte omkostninger? Det tror jeg ikke, de gør. Ellers havde de jo gjort noget ved det.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis