ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

De to hovedpersoner i Vestas-sagen om påstået vildledning af aktiemarkedet, Ditlev Engel og Bent Erik Carlsen, har for længst forladt den danske vindmøllekæmpe.

Ditlev Engel blev for præcis syv år siden fyret som topchef i Vestas efter en række skuffende resultater.

Året efter – i 2014 – blev han hyret af energivirksomheden SE, der i dag hedder Norlys, hvor han blev sat i spidsen for en grøn tænketank.

I 2016 vendte han tilbage i rollen som adm. direktør, da det blev offentliggjort, at han tilsluttede sig den norske koncern DNV GL, hvor han stadig er chef for selskabets energidivision.

“Når bolden kommer indover, kan man vælge at lade den gå eller sparke til den. Jeg valgte så at sparke,” sagde Ditlev Engel til Berlingske, da han fik jobbet.

Hverken han eller Bent Erik Carlsen ønsker at kommentere slagsmålet med de utilfredse investorer.

Og mens 56-årige Ditlev Engel fortsat er aktiv, er hans tidligere formand gået på pension. Børsen var i kontakt med Bent Erik Carlsen, da han i april i år fyldte 75 år, og i den forbindelse fortalte han, at han kun har én erhvervsrelateret aktivitet tilbage i form af investeringsselskabet Value Invest.

“Det er nærmest en hobby. Det er ikke noget, der lægger stort beslag på mig. Jeg er ganske almindelig pensionist,” sagde Bent Erik Carlsen.

Han blev tvunget væk fra formandsposten efter et stormvejr i 2012, hvor vindmølleproducenten havde præsenteret et milliardunderskud.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis