Det er et godt billede på den enorme usikkerhed, der hersker blandt de danske virksomheder lige nu, at de vælger at holde fast i de milliardstore kreditter, som de fik sat op hos de store banker i løbet af foråret. Også selvom det har vist sig, at de ikke har brug for dem.
De fleste virksomheder står nemlig overraskende godt i forhold til de scenarier, de selv kiggede ind i i foråret. Men frygten for en anden coronabølge fulgt af nye nedlukninger, denne gang måske uden nye offentlige hjælpepakker, gør, at virksomhederne er klar til at betale for at holde kreditlinjerne i live og samtidig betale negative renter for at have penge stående i banken.