ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sagen om den lille københavnske bank, Københavns Andelskasse, der i 2018 blev overtaget af staten på grund af hvidvasksvigt, risikerer at få et strafferetlig efterspil.

62 privatpersoner fra 13 forskellige lande – herunder Danmark, Tyskland, Sverige, Holland, Østrig, Spanien og Storbritannien – står bag en politianmeldelse af en række folk i og omkring den tidligere ejerkreds og ledelse af Københavns Andelskasse.

Franarret formuer

De mange privatpersoner er samlet af European Funds Recovery Initiative (EFRI) og har det tilfælles, at de beskriver at være blevet franarret en formue gennem fiktive investeringsfirmaer på nettet, der har lokket penge ud af dem med lovning om store afkast.

“De navngivne mistænkte deltog i et gigantisk svindelnummer for at stjæle millioner af euro gennem forskellige investeringsbedragerier og for at vaske udbytterne gennem et paneuropæisk hvidvasknetværk, hvor Københavns Andelskasse spillede en vigtig rolle,” skriver Elfriede Sixt fra EFRI i politianmeldelsen.

62

påståede ofre for investeringssvindel står bag politianmeldelsen

Samlet har de 62 påståede svindelofre overført omkring 24 mio. kr. til konti i Københavns Andelskasse, der var styret af såkaldte betalingsformidlere. Herunder primært Moorwand Ltd. og dets datterselskab UPC Consulting Ltd.

De to betalingsformidlere har været styret af folk med tætte tråde til Københavns Andelskasse, og EFRI mener, at Moorwand og UPC Consulting bevidst har medvirket til at hvidvaske svindelformuerne.

Tavshed hos ejere

I anmeldelsen nævnes specifikt briten Robert Courtneidge og den London-baserede moldoviske finansmand Wael Almaree, der begge har været direktører i Moorwand Ltd. De har desuden været henholdsvis bestyrelsesmedlem og storaktionær i Københavns Andelskasse.

Hverken Robert Courtneidge eller Wael Almaree har besvaret Børsens gentagne anmodninger om en kommentar til påstandene om deres roller i sagen om Københavns Andelskasse. Det samme gælder den nuværende adm. direktør for Moorwand, Vicki Gladstone.

Forholdet er både blevet anmeldt til Bagmandspolitiet (Søik) og til Københavns Politi, der i september blev enige om at placere sagen hos LCIK, Landsdækkende Center for It-relateret Økonomisk Kriminalitet.

Vi tager alle dele af sagen – og alle anmeldelser med mulig tilknytning til sagen – meget alvorligt

Bagmandspolitiet

“Sagen verserer fortsat, og derfor kan vi ikke kommentere den yderligere,” oplyser Københavns Politi, hvor LCIK hører under.

Anmeldelsen for svindel er ikke den eneste; banken er også blevet anmeldt for at have overtrådt hvidvaskloven ved ikke at have haft tilstrækkelig med antihvidvaskprocedurer på plads.

Behandler anmeldelse

Den sag ligger fortsat hos Bagmandspolitiet.

“Søik behandler en anmeldelse mod den tidligere Københavns Andelskasse. Der er tale om en alvorlig sag vedrørende en mulig overtrædelse af hvidvaskloven, og vi tager alle dele af sagen – og alle anmeldelser med mulig tilknytning til sagen – meget alvorligt,” oplyser Søik, der har sigtet Københavns Andelskasse for overtrædelse af hvidvaskloven.

Morten Schwartz Nielsen, der var bestyrelsesformand for Københavns Andelskasse de sidste fire måneder frem til statens overtagelse af banken i september 2018, har ikke ønsket at kommentere politianmeldelsen, der også retter sig mod bestyrelsen i banken. Det samme gælder hans forgænger i formandsstolen, Søren Noringriis, der henviser til sin tavshedspligt.

I alt flød der på et år 4,1 mia. kr. i eurotransaktioner igennem banken, hvoraf størstedelen var suspekte.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis