Den omstridte lov om kviklån bliver ved med at skabe drama: I en klar fortolkning af de nye reklamebestemmelser vurderer Forbrugerombudsmanden, at det vil være umuligt for Arbejdernes Landsbank og Danske Spils Oddset at stå på samme spillertrøjer for kvinde- og herrelandsholdene i fodbold.
“Det vil også være i strid med forbuddet, hvis der på en pressevæg vises et logo fra Arbejdernes Landsbank og et logo fra Oddset. Det vil være en overtrædelse af forbuddet, hvis et logo for Oddset markedsføres på træningstøj, mens et logo for en forbrugslånsvirksomhed samtidig er synligt på pressevæggen,” citerer Ekstra Bladet afgørelsen fra Forbrugerombudsmanden.
Overfor Børsen har Arbejdernes Landsbank tidligere luftet muligheden for at se stort på risikoen og fortsætte med navn og logo på trøjerne, selv om det måtte blive vurderet ulovligt at gøre det. Mandag fastholder Peter Froulund, marketing- og kommunikationsdirektør i banken dét scenarie.
“Vi er reelt smidt ud af fodbold nu med Forbrugerombudsmandens vurdering. Afgørelsen er jo meget klar. Og når jeg ser på loven, kan jeg faktisk heller ikke se, at hun kunne tolke meget anderledes. For politikerne har jo skrevet i loven, at en bank og et gamblingselskab ikke må reklamere i forbindelse med hinanden. Politikerne har sagt, at det her ikke var hvad de ville med loven. Men det er sådan, det er endt. Så ét scenarie er, at vi siger farvel til DBU. Et andet scenarie er, at vi fastholder sponsoratet og bliver på trøjen og tager konfrontationen med myndighederne," siger han.
Men at blive på trøjen, vil kræve, at DBU accepterer at lade landsholdstrøjerne blive omdrejningspunktet for et opgør mellem en sponsor og lovgiverne - har I den accept?
"Nej. Det har vi ikke endnu. Trøjerne er DBU's ejendom, som vi betaler DBU for at have vores navn på. Så det er et ønske, vi skal have afklaring om."
Ifølge Peter Froulund skal DBU og Arbejdernes Landsbank mødes hurtigst muligt for at få sagen på plads. Trøjerne til herrelandsholdets kamp mod Belgien 5. september trykkes ifølge Arbejdernes Landsbank i overmorgen.
"Så det er lidt af en hastesag," siger Peter Froulund.
Ifølge Jakob Jensen, adm. direktør i DBU står fodboldunionen og sponsorerne nu i en "kattepine".
"Forbrugerombudsmanden har lavet en meget klar afgørelse, og jeg kan ikke sige lige nu, hvordan vi løser det. Samtidig konstaterer jeg, at flere politikere har sagt, at det ikke var meningen med loven at ramme, som den nu har gjort. Det hjælper os ikke på den korte bane, og vi er nødt til tale med sponsorerne, før vi kan give en melding på, hvad vi gør," siger han.