ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

EU køber op til 405 mio vaccinedoser fra tyske Curevac – forhandler med amerikanske Moderna

Foreløbige resultater

med en coronavaccine fra medicinalselskaberne Pfizer og Biontech sendte mandag aktiemarkederne på himmelflugt. Mange flere vaccineudviklere har lignende opdateringer på vej

Den tyske vaccineproducent Curevac er i gang med at teste sin vaccine og indgår tirsdag en aftale med EU om køb af op til 405 mio. doser, blandt andet til danskerne. Arkivfoto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix
Den tyske vaccineproducent Curevac er i gang med at teste sin vaccine og indgår tirsdag en aftale med EU om køb af op til 405 mio. doser, blandt andet til danskerne. Arkivfoto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

EU-Kommissionen vil tirsdag godkende en kontrakt med den tyske vaccineproducent Curevac om køb af op til 405 mio. vaccinedoser mod coronavirus. Det oplyser Kommissionens formand Ursula von der Leyen i en videotale og siger samtidig, at endnu en kontrakt med det amerikanske selskab Moderna kan være nært forestående.

“Vi har afsluttet de indledende forhandlinger (med Moderna,red.), og vi håber at kunne færdiggøre kontrakten snart,” siger von der Leyen.

Vi er nødt til at have en bred portefølje af vacciner baseret på forskellige teknologier

Ursula von der Leyen, formand, EU-Kommissionen

Curevac er den femte vaccineproducent, som EU indgår købsaftale med.

I sidste uge blev der indgået aftale med alliancen Pfizer-Biontech om køb af op til 300 mio. doser. Og tidligere har EU indgået kontrakter om forhåndsindkøb af 300 mio. doser fra Astrazeneca, 300 mio. doser fra Sanofi og GSK samt 200 mio. doser fra Johnson & Johnson.

Modsat de andre fem selskaber, som er i fase 3 af deres vaccineforsøg, så er Curevac kun nået til fase 2, men har til gengæld en usædvanlig forhistorie.

Interesse fra Trump

Selskabet er tysk, men havde en amerikansk topdirektør, som i foråret forlod sin post meget pludseligt. Det førte til spekulationer om, at USA's præsident Trump havde henvendt sig til direktøren og forsøgt at købe selskabets udviklingsarbejde eller på anden måde sikre sig, at USA ville være det første land, der fik adgang til en potentiel vaccine.

Curevac afviste senere, at der havde været et købstilbud fra Trump. Men selskabet fik efterfølgende et lån på 75 mio. euro fra EU-Kommissionen og den europæiske investeringsbank EIB til at styrke sit udviklingsarbejde.

“Tidligere på året stillede vi finansiering til rådighed for Curevac. Det gjorde vi for at støtte udviklingen af en vaccine, og nu er der mærkbare fremskridt,” siger von der Leyen i sin videotale.

Hun understreger dog også, at alle vacciner skal godkendes af det europæiske lægemiddelagentur EMA efter en “robust vurdering”, før de kan tages i brug, og hun forsikrer, at alle EU-lande vil få adgang til vaccinerne på samme tid og samme vilkår.

“På dette stadie ved vi ikke hvilken vaccine, der ender med at være sikker og effektiv. Det er derfor, vi er nødt til at have en bred portefølje af vacciner baseret på forskellige teknologier.”

Blandt de seks vacciner, som EU har indkøbt eller er på vej til at købe, har både Pfizer-Biontech og Moderna de seneste uger meldt om lovende testresultater. EU har desuden været i indledende forhandlinger med vaccineproducenten Novavax.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis