Der bliver i disse dage og uger sat krydser i de tjeklister, som statsminister Mette Frederiksens særlige rådgivere fører over regeringens arbejde.

Torsdag kunne de sætte endnu et kryds ved et løfte, Socialdemokratiet lancerede som en del af udspillet “Nærheden tilbage” på partiets sommergruppemøde i august 2018.

Ifølge Socialdemokratiet anno 2018 var det “uacceptabelt, hvis en låner får afslag på realkreditlånet, alene fordi huset ligger for langt ude på landet.”

Og man udstak et løfte til danskerne om at sikre “lige lånevilkår til boliger i hele Danmark”.

Torsdag i sidste uge kunne Mette Frederiksen så i Foulum ved Viborg, flankeret af indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, præsentere et konkret policy-forslag:

Regeringen foreslår trods advarsler, at staten garanterer for den yderste del af realkreditlånene i postnumre, hvor kvadratmeterprisen er under 8000 kr. Forslaget er en del af regeringsudspillet: “Tættere på. Flere uddannelser og stærke lokalsamfund”.

Som Børsen samme dag kunne beskrive, var regeringens egne embedsmænd stærkt kritiske over for regeringens forslag.

For det første var problemet “relativt begrænset,” lød det i en intern faglig indstilling til regeringens magtfulde økonomiudvalg. Og derudover – fremførte embedsmændene – ville en statsgaranti ikke løse problemet, men derimod have utilsigtede konsekvenser for nye købere, der risikerede at købe bolig for dyrt.

Det var dog ikke grund nok til at tilsidesætte de politiske løfter, som Mette Frederiksen frem mod valget udstak til danskerne. Regeringen har valgt slavisk at følge den drejebog, som Socialdemokratiet brugte år i oppositionstiden på at skrive.

I anledningen af afslutningsdebatten i Folketinget onsdag og den snarlige toårsdag for valget 5. juni 2019 har Børsen gennemgået de vigtigste politiske udspil fra Socialdemokratiet i perioden frem mod 2019-valget.

Her kan man forvisse sig om, at regeringen allerede nu har fremlagt konkrete forslag på langt de fleste områder, man gik til valg på. Nogle af de konkrete forslag er aftalt eller vedtaget, andre er i proces, mens andre igen ikke er blevet til virkelighed.

Men flere kilder i regeringen taler om, at Frederiksens drejebog er ved at være tom.

Mette og magten

Mette Frederiksen har sat sig tungt på magten, siden hun indtog Statsministeriet for nu snart to år siden.

Med fireårsplaner og otte signaturprojekter styrer statsministeren arbejdet i store dele af regeringen fra Prins Jørgens Gård i en hidtil uset grad. Samtidig har Frederiksen udvidet Statsministeriet.

Men et tredje element, der har været mindre fokus på, er, hvor meget de mange udspil eller den drejebog, som Mette Frederiksen udarbejdede i oppositionstiden, fylder i arbejdet på Slotsholmen.

I regeringen kalder man det ikke drejebogen – det smager for meget af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) – men flere regeringskilder fortæller, at de større udspil, som faldt som perler på en snor frem mod valget 5. juni 2019, fungerer som en meget fast rettesnor for regeringens politiske arbejde.

En departementschef kaldte dem for nylig ifølge kilder for “de hellige skrifter”.

De “hellige skrifter” eller drejebogen er en konkretisering af den strategi, som Mette Frederiksen sammen med særligt sin tidligere højre hånd Martin Rossen udarbejdede i oppositionen.

I en ny bog af Anne Sofie Kragh, “Det første år”, kan man læse, at Mette Frederiksen og Martin Rossen allerede i 2011 var “begyndt at tale om, hvad der skulle ske, hvis hun en dag blev statsminister”.

Strategien, der dog først for alvor fik krop efter formandsskiftet i 2015, beskrev blandt andet otte signaturprojekter, som en ny Frederiksen-regering skulle prioritere over alt andet.

I overskriftsform hedder de:

“Pension”, “velfærd”, “klima og miljø”, “børn”, “udlændinge og integration”, “nærhed”, “økonomi og arbejdspladser” og “land og by”.

Hertil udviklede Socialdemokratiet en række politiske udspil, som skulle være den konkrete udmøntning. Arbejdet var forankret i det, partiet kaldte dpl – daglig politisk ledelse – hvor blandt andre Henrik Sass Larsen og tidligere politisk chef Thor Möger var centrale.

Fra februar 2018 til en uge inde i valgkampen skød Socialdemokratiet det ene store udspil efter det andet afsted.

Først kom udlændingeudspillet: “Retfærdig og realistisk. En udlændingepolitik, der samler Danmark”.

Her foreslog S et opgør med det nuværende asylsystem – og stillede danskerne 18 konkrete forslag i udsigt. Herunder asylbehandling uden for Europa, et historisk løft af den økonomiske hjælp til Afrika og et loft over antallet af ikkevestlige indvandrere, Danmark kan tage imod. På trods af at udlændingeminister Mattias Tesfaye har været i blandt andet Rwanda, mangler der her en række krydser.

Herefter fulgte et udspil om den grønne omstilling. Flere grønne biler, havvindmølleparker og mindre brug af plastik. Her er regeringen kommet markant længere med at indfri de ligeledes 18 konkrete forslag i udspillet “Danmark skal igen være en grøn stormagt”. Ifølge støttepartierne dog langtfra nok.

Siden kom som nævnt nærhedsudspillet, der skulle bringe balance mellem land og by. Og i september 2018 var det børnenes tur. Med sidste uges udspil og med en aftale tidligere i år om blandt andet flere anbringelser af udsatte børn er regeringen nået langt med de konkrete forslag.

Meget markant og måske udslagsgivende ved valget var udspillet fra januar 2019 om en ny ret til tidlig pension til folk med lange arbejdsliv – den såkaldte “Arne-pension”. Her indgik regeringen sidste efterår en aftale med et flertal i Folketinget.

På de væsentlige politikområder er der altså enten blevet præsenteret et regeringsudspil, der er gennemført initiativer, eller de er annonceret.

Det sidste gælder for eksempel krumtappen i Socialdemokratiets velfærdsudspil: en velfærdslov. Den er skudt til næste folketingssamling.

Tillidskrise

De mange konkrete forslag fra tiden i opposition har en helt særlig status i regeringens arbejde, lyder det fra kilder i regeringen.

I de enkelte ministerier har man fået besked på at holde øje med, hvordan det går med hvert enkelt konkret løfte. Hvert ressortministerium afrapporterer med passende mellemrum til Statsministeriet og Finansministeriet.

Her bruger man det klassiske trafiklys. Grøn for gennemført, gul for i gang og rød for ikke gennemført.

På statsministerens særlige rådgiveres kontor finder man trykte udgaver af alle udspillene fra tiden før valget – og der føres nøje regnskab over status på hvert enkelt forslag.

De enkelte ministerier har fået besked på, at man ikke kan sidde konkrete forslag i de hellige tekster overhørig. Det kræver en politisk beslutning i for eksempel Økonomiudvalget eller Koordinationsudvalget, hvis et eller flere konkrete forslag skal lægges ned.

Endnu er der ikke eksempler på, at faglig modstand har skubbet et forslag fra drejebogen ud på møddingen, fortæller regeringskilder.

Der er særligt to grunde til, at oppositionstidens drejebog har fået så afgørende en rolle i regeringens arbejde.

For det første er det et svar på den troværdighedskrise, som den nuværende socialdemokratiske top mente at identificere både i Danmark og i udlandet i 10’erne:

Herhjemme løb Helle Thorning-Schmidts (S) regering fra 2011 til 2015 ind i massive anklager om løftebrud, og i tiden med Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister fra 2015 til 2019 havde regeringen ofte besvær med at finde flertal for afgørende dele af sin politik.

Også brexit, De Gule Veste i Frankrig og valget af Trump var ifølge S-toppen et signal om en større trend med en tillidskrise mellem befolkning og politikere.

Det andet forhold var, at Mette Frederiksen og Rossen fra tidligere havde oplevet, at arbejdet i regeringen alt for ofte sandede til i drift eller blev blokeret af vrangvillige embedsmænd, der havde faglige indvendinger eller egne skuffeforslag, der var nemmere at få kørt i stilling.

“Efter at have siddet i regering og studeret regeringer er det min klare overbevisning, at det politiske manøvrerum er blevet mindre, og evnen til at regere landet tilsvarende, men det er ikke derfor, at jeg er blevet statsminister,” har Mette Frederiksen tidligere sagt om den udfordring.

Den endelige konklusion blev, at regeringen skulle følge sine udspil helt til dørs, når man sad i regeringskontorerne.

Selv hvis det ikke kunne blive til virkelighed – af for eksempel parlamentariske grunde – skulle regeringen præsentere konkrete forslag. Intentionen om at gøre, som man havde lovet, var mindst lige så vigtig som at komme i mål med konkrete policy-forslag, lyder det fra regeringens strateger.

Reformsporet

Sammenligningen med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ligger lige for.

Det siges, at Fogh allerede i 1993 – nogle få måneder efter han gik som skatteminister i november 1992 – gik i gang med at forberede sin berømte drejebog. Den drejebog, han havde under armen, da han indtog Statsministeriet efter valget i november 2001.

En del af drejebogen var et konkret katalog over forslag, som den nye VK-regering skulle komme med de første 100 dage.

De blev præsenteret i pamfletten “Regeringens første 100 dage” fra december 2001.

Her finder man alt fra skattestoppet, frit valg i sundhedsvæsenet, en stramning af udlændingeloven til mindre ting som “skattefrihed for arbejdsgiverbetalte dataforbindelser” og “ændrede regler for placering af gyllebeholdere”. Allerede i Fogh-tiden var der røster, der mente, at man endte med at komme for hurtigt ud af starthullerne – og fik skudt alt for meget politik af på for kort tid.

Samme udfordring står Mette Frederiksen nu med.

Selvom Frederiksen har lagt fireårsplaner for regeringens arbejde for netop at undgå den udfordring, er der ikke meget ny politik på hylderne. Der mangler en sundhedsreform, som er skudt på grund af corona. Men de store kioskbaskere er i en eller anden grad smidt på bordet.

En gylden regel i politik siger, at man ikke vinder valg på det, man har gjort, men med det, man vil gøre. Forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier er også ved at være udtømt, i en grad så støttepartierne taler om behovet for en ny forståelse.

I regeringstoppen mener man, at der er nok til de næste to år. Men man sætter også sin lid til et nyt reformspor, der blev annonceret i Børsen i januar. Det skal være svaret på signaturprojektet med overskriften “økonomi og arbejdspladser”.

Det satte Frederiksen flere ord på i sidste uge i et interview med Weekendavisen med overskriften “Tiårsplanen”. Her annoncerede hun et opgør med det, hun kaldte “megatrends”, som migration, ulighed og centralisering.

“Der kommer noget udefra. Det har en stærk kraft i sig. Det kan potentielt ødelægge dele af vores samfund og rigtig meget for konkrete mennesker – det affinder vi os ikke bare med. Den måde at tænke på bør animere os og inspirere os til at tage de næste store beslutninger om, hvilket samfund vi vil være,” sagde Frederiksen til avisen.

Hvor lang tid det vil tage at skrive en drejebog, der adresserer så store udfordringer, må stå hen i det uvisse.