Mandag formiddag modtog alle regeringens ministre en mail sendt på vegne af statsminister Mette Frederiksen.
Statsministeren havde i søndagens udgave af Politiken læst et interview med dekan og professor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen.
Frederiksen opfordrede ressortministrene til at orientere sig i interviewet.
I artiklen med den lange overskrift “For Mette Frederiksen er krisen for vigtig til, at den kan overlades til eksperter. Sådan en statsminister er vi ikke vant til i Danmark”, konkluderede Vedby Rasmussen, at statsministeren i coronakrisen havde insisteret på at føre politik.
“Det er ikke klart, hvordan man skal handle; den beslutning ender med at blive politisk uanset hvad. I et demokrati er det de valgte, der skal tage beslutningen. At de gør det, er kun, hvad vi kan forlange,” sagde Vedby Rasmussen til avisen.
Budskabet var vand på Mette Frederiksens mølle. Hun har flere gange argumenteret for, at det politiske rum på Slotsholmen var blevet for trangt. Og statsministeren har siden valget systematisk forsøgt at udvide rummet.
“Hvis ikke du har en politisk ledelse, i enhver regering og i enhver valgperiode, som lever op til det mandat, der er givet, og som også påtager sig ansvaret for det, så svækker du gradvist vores demokrati,” har Frederiksen sagt om emnet til Mandag Morgen.
“Vi oplever, at Statsministeriet blander sig meget. Nu bokser vi både med dem og Finansministeriet
anonym kilde i et ressortministerium
Børsen har talt med en række centrale kilder på Slotsholmen og tegner her et billede af styringen fra Statsministeriet.
Med styringen har man på den ene side forsøgt at “bringe sig foran bolden” med en klar politisk strategi, men det betyder også, at sager hober sig op i ressortministerierne, og at embedsværket orienterer sig ud fra fornemmelser af, hvad regeringslederen mon ønsker.
Interviewet med statskundskabsprofessoren i Politiken udkom godt en uge efter, at diskussionen om Statsministeriets rolle og ageren under Frederiksen på ny havde fået næring denne gang af en diger rapport: “Håndteringen af covid-19 i foråret 2020".
I den 600 sider lange rapport – udarbejdet af et hold eksperter med professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen i spidsen – kunne man få et sjældent blik ind bag de lukkede døre i Prins Jørgens Gård og resten af centraladministrationen i begyndelsen af 2020.
Her kan man forvisse sig om, at Statsministeriet og den dertilhørende departementschef, Barbara Bertelsen, der er håndplukket af Mette Frederiksen, gik endog meget langt i kontrollen og detailstyringen af sundhedsmyndighederne.
Rapporten underbygger et billede af, at der er sket en markant magtforskydning mod Mette Frederiksen og Statsministeriet siden valget.
Men hvor politiske fjender på den ene side taler om magtkoncentration og magtfuldkommenhed, taler andre på den anden side om klar politisk ledelse og retning.
At Statsministeriet har fået en anden volumen under Mette Frederiksen, kan man konstatere alene ved at slå op i finansloven for 2021.
Her kan man se, at Mette Frederiksen har udvidet Statsministeriet, så der budgetteres med 103 ansatte i 2021 mod 79 i 2019. En opnormering, der ventes at koste skatteyderne 25 mio. kr. mere om året.
De mange nye ansigter betyder helt lavpraktisk, at man i det forholdsvist lille ministerium, der ligger i et hjørne af Christiansborg, er udfordret af pladsmangel. Der tales sågar om, hvorvidt det er nødvendigt at udbygge eller udvide Statsministeriet.
Det er en direkte konsekvens af, at Mette Frederiksen siden valget har oprettet en række nye afdelinger og kontorer:
Et nyt politisk sekretariat med stabschef og særlig rådgiver Martin Justesen i spidsen. En ny afdeling for koordination og politikudvikling, der er ledet af departementsråd Pelle Pape. Og senest har Statsministeriet hevet kontorchef i Finansministeriet Martin Madsen over til en ny stilling som departementsråd for økonomisk politik. Personer, der som departementschefen, har en historik med Mette Frederiksen.
Vil man forstå Statsministeriets funktion under Mette Frederiksen, må man for det første forstå det strategiske arbejde, der som en ledetråd for det politiske driver regeringen, lyder det fra kilder.
Socialdemokratiet formulerede i oppositionstiden blandt andet otte signaturprojekter, der skulle føres ud i livet, når regeringsmagten skiftede. Det var for eksempel en tidlig pension til Arne, grøn omstilling og et nyt asylsystem. Her ville Frederiksen sikre, at der blev brugt politisk kapital og tid på at udvikle konkrete politiske udspil.
jehv
Frederiksen frygtede, at regeringens arbejde ville sande til i drift og manglende politikudvikling.
Det skulle blandt andet styringsredskaber som signaturprojekterne og fireårsplaner for regeringen og de enkelte ministerier forhindre. Målet var at “komme foran bolden” og “bruge magten til noget”, som en kilde formulerer det.
“I toppen hader de ordet drift,” siger en kilde.
Arbejdet med en strategi og politisk retning er forankret i Statsministeriet i det politiske sekretariat og i afdelingen for koordination og udvikling, og langt de fleste ministre har været forbi til samtaler om de konkrete politiske prioriteter på deres områder.
Det betyder, at de enkelte ressortministerier i højere grad må tage pejling af Statsministeriet og statsministeren, lyder det fra flere. Især når det kommer til afgørende prioriteter for regeringen.
For især her er detailstyringen fra statsminister Mette Frederiksen stor. Hun er en politiker, der gerne vil helt ned i detaljen på centrale udspil, siger flere.
For eksempel var Mette Frederiksen langt nede i udformningen af udspillet til en politireform, til en ny økonomisk udligning mellem landets kommuner og prestigeprojektet om tidlig pension. I det sidste eksempel fortæller flere, at der op til udspillet jævnligt var sparring mellem Statsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet.
Ifølge nogle kilder betyder det, at magtbalancen mellem Finansministeriet og Statsministeriet har forskubbet sig. Andre mener ikke, at man skal overdrive det.
Traditionelt har Finansministeriet stået for meget koordination af regeringsarbejdet, og det var derfor i høj grad her, ressortministerierne orienterede sig imod. En del af den koordination er nu rykket op i Statsministeriet.
Finansministeriet blander sig fortsat i stor stil i arbejdet på Slotsholmen. Det er også fortsat i Finansministeriet, at der sidder embedsfolk, som kan udvikle tunge konkrete politiske udspil – for eksempel en tidlig pension for personer med lange arbejdsliv, selvom det i højere grad er Statsministeriet, der sætter en politisk retning.
Ude i ressortministerierne fortæller flere, at der nu blot er flere, der blander sig – men med vidt forskellige perspektiver.
En klassisk opgave for Finansministeriet er naturligt nok at fokusere på økonomien. Det betyder for eksempel, at Finansministeriet ikke bryder sig om, hvis man i ressortministerierne taler udfordringer på for eksempel velfærdsområder som socialpolitik, sundhedspolitik eller Politiet op, fordi det øger presset for at bruge flere penge. Her er det en yndet disciplin, at Finansministeriet blander sig helt ned i ministrenes talelinjer.
Det samme gør Statsministeriet, men her har man et mere politisk blik på sagerne. Det kan betyde, at man gerne vil italesætte en udfordring, som man politisk ønsker at løse, lyder det.
“Vi oplever, at Statsministeriet blander sig meget. Nu bokser vi både med dem og Finansministeriet,” siger en embedsmand.
De fleste medgiver, at der er en klar tendens til, at de enkelte ministerier i højere grad orienterer sig mod, hvad Statsministeriet mener i konkrete sager.
ansatte forventes der at være i Statsministeriet i 2021
På Slotsholmen mener nogle, at den øgede topstyring fra Statsministeriet i høj grad hænger sammen med, at regeringen kun består af et parti. Det gør det langt nemmere at koordinere arbejdet i regeringen.
Erfarne folk i centraladministrationen beskriver, at der er en tendens til, at koordinationen bliver skubbet ned i systemet, i regeringer hvor flere partier indgår, i modsætning til den nuværende regering. Simpelthen fordi koordineringen i koalitionsregeringer er mere besværlig.
Det er i tidligere regeringer set, at vigtige politiske beslutninger af den grund rykker fra regeringens koordinationsudvalg med statsministeren i spidsen og over i økonomiudvalget, der ledes af finansministeren.
Andre tilskriver en øget topstyring og styrkelsen af Statsministeriet, at Mette Frederiksen styrkeposition i regeringen er helt særlig.
Men også her lyder det, at tidligere regeringer og statsministre rykkede vigtige sager op i Statsministeriet.
For eksempel var tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen dybt nede i detaljerne i arbejdet med blandt andet helhedsplanen fra 2016 og et senere sundhedsudspil, der skulle rykke behandlingen tættere på borgerne i VLAK-tiden.
Under Frederiksen har man bevidst forsøgt at vende en vigtig proces i netop koordinationsudvalget og økonomiudvalget. I stedet for at de enkelte ressortministerier selv kan sende sager op i udvalgene, skal det besluttes ovenfra, hvilke sager der kan drøftes i udvalgene og hvornår. Det skal sikre, at det i højere grad er sager, som passer ind i regeringens overordnede strategi og kalender, der får opmærksomhed.
De nye tider på Slotsholmen er ikke uden udfordringer. Flere kilder beretter om, at der simpelthen ikke er nok båndbredde i Statsministeriet på trods af opnormeringen til at håndtere ministeriets nye rolle. Det kan i mange politiske sager være svært at få en tilkendegivelse af, hvilken retning Statsministeriet ønsker at gå.
Det betyder, at flere handler på fornemmelser af, hvilken vej Frederiksen ville vælge, lyder det. I andre tilfælde betyder det, at sager ligger stille. Nogle nævner eksempler som en sundhedsreform og infrastruktur.
Statsministeriet er blevet en flaskehals for vigtige sager. De helt nødvendige sager, der ikke kan udskydes, finder dog stadig vej til regeringsudvalgene, lyder det fra kilder.
Flere påpeger, at der ligger en hale af sager, som man i ressortministerierne ikke har kunnet få klare politiske retninger på.
Fra nogle lyder det, at forklaringen er, at håndteringen af corona lægger beslag på ekstremt meget tid i toppen af regeringen, mens andre mener, at det er en direkte konsekvens af, at Statsministeriet vil blande sig i for meget.
Flere beretter også om, at der kan komme bestillinger fra Statsministeriet ned i systemet, men at ressortministerierne efterfølgende ikke hører en lyd i måneder.
Her lyder det samtidig, at der kommer bestillinger og opfordringer fra regeringstoppen til ressortministerierne, der virker ubetydelige. For eksempel helt ned til opfordringer om at skrive kronikker og lave Facebook-opdateringer.
I Grønnegård-rapporten om håndteringen af corona kan man få et lidt mere konkret indblik i, hvor detailorienteret Statsministeriet kan være.
Her står det klart, at departementschef Barbara Bertelsen meget forudseende ikke ville affinde sig med Sundhedsstyrelsens passive tilgang til virusudbruddet i begyndelsen af 2020.
Men det står også klart, at intet var for småt for Statsministeriets interesse.
“Endelig er der i de mange bestillinger, der udgår fra Statsministeriet, ikke nogen klar skelnen mellem væsentligt og mindre væsentligt. Det er bl.a. illustreret ved adskillige spørgsmål til sundhedsmyndighederne om placering af flyers, plakater og spritstandere m.v. i danske lufthavne,” står der i rapporten.
Få mere perspektiv om emnet: Lyt til podcasten Corydon & Co.
