ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Overvismand efterlyser regningen for at lukke Danmark ned: “Initiativer med begrænset effekt på sundheden kan have meget store økonomiske omkostninger”

Politikerne står overfor

tunge beslutninger om prisen for at holde Danmark coronalukket, mener tidligere Novo-topchef Lars Rebien Sørensen

Tidligere overvismand Michael Svarer (til venstre) og nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard (siddende). Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Tidligere overvismand Michael Svarer (til venstre) og nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard (siddende). Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Det koster virksomheder indtjening og almindelige danskere jobbet, at Danmark er lukket ned for at begrænse smitten med coronavirus.

Men der mangler overblik over, hvad de økonomiske omkostninger er ved de enkelte tiltag som f.eks. at lukke frisører og restauranter og indføre indrejseforbud.

Det bør være en høj prioritet for regeringen at få klarhed over, og holde det op mod de sundhedsmæssige effekter af tiltagene. Især inden man overvejer at forlænge nedlukningen, der lige nu løber frem til påske.

Det mener overvismand Carl-Johan Dalgaard.

Vi risikerer, at det her kan give en ny tabt generation

Helge J. Pedersen, cheføkonom, Nordea

“Det er en vigtig del af grundlaget for politikere for, om man skal forlænge nedlukningen helt eller delvist. Man kan forestille sig initiativer, der har meget begrænset effekt på sundheden, men har meget store økonomiske omkostninger,” siger han.

Tidligere overvismand Michael Svarer mener, at det er afgørende, at man forsøger at lukke hele eller dele af økonomien op, så snart det er muligt:

“For det første for, at det ikke bliver unødvendigt dyrt for statskassen og virksomhederne, men også for at vi ikke får langsigtede ar-effekter på økonomien,” siger Michael Svarer.

Der er ifølge ham solid erfaring for, at en længere krise giver større langsigtede problemer med f.eks. langtidsledighed.

På et topmøde torsdag skal EUs statsledere ifølge mediet Politico diskutere en strategi for, hvad man gør efter nedlukningen, og hvornår man åbner igen.

Prisen bliver meget høj

Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen mener, at afvejningen mellem sundhed og økonomi må stå centralt i diskussionen, hvis der bliver behov for at forlænge nedlukningen yderligere.

“Der kommer en regning, der skal betales over de kommende år. Prisen bliver meget, meget høj, det er der ingen tvivl om,” siger han.

Mens en kort nedlukning giver håb om en hurtig genopretning, frygter Helge J. Pedersen de langsigtede konsekvenser af en lang nedlukning.

“Efter finanskrisen talte vi om en tabt generation i Europa. Vi risikerer, at det her kan give en ny tabt generation,” siger han.

Michael Svarer karakteriserer det som det helt centrale spørgsmål, om de sundhedsmæssige fordele ved nedlukningen i alle tilfælde overstiger den store regning.

“Det er en svær debat. De sundhedsmæssige hensyn taler for, at vi nok hellere vil være lidt forsigtige, mens de økonomiske hensyn taler for, at man er lidt mere vovet,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis