Selvom vi skulle få held med at dæmpe corona-epidemien og få smittekurven til at flade ud, så står vi ifølge tidligere topchef i Novo Nordisk Lars Rebien Sørensen over for en måske endnu større trussel fra coronaens økonomiske eftervirkning.
“Det er en meget, meget ekstraordinær situation, vi står overfor. Der er lavet mange sammenligninger med finanskrisen. Men finanskrisen var jo begrænset til at udstrække likviditet til bankerne. Samfundet var ikke dengang påvirket, som det vi ser nu,” siger Lars Rebien Sørensen, der i dag er formand for Novo Nordisk Fonden.
Han mener, at politikerne indtil videre har ageret “forbilledligt” ved at stå sammen. Men han ser også bekymret på myndighedernes prognoser, som taler om en langvarig eller tilbagevendende smitte.
“Virussen vil komme igen. Og derfor står vi også overfor nogle meget vanskelige og tunge beslutninger. Det ene er en gældsætning af Danmark flere år ud i fremtiden. Det andet er nogle tunge overvejelser, hvor man skal opveje de sundhedsmæssige risici op mod de økonomiske risici,” siger Lars Rebien og påpeger, at det er et svært dilemma.
For på den ene side vil vores velfærdsmodel gå langt for at hjælpe de svageste og redde liv. På den anden side kan det at lukke samfundet ned udgøre en økonomisk trussel, som på sigt kan rokke ved netop vores velfærdsmodel.
““Politikerne vil på et tidspunkt blive stillet overfor et svært valg om at lette på nogle af de stramninger, der er. Vi kan jo ikke lukke verden ned i 6, 12 eller 18 måneder. Så har vi i hvert fald en helt anden virkelighed at stå op til,” siger den tidl. Novo-topchef, som understreger, at vi dog ikke helt er der endnu.Vi kan jo ikke lukke verden ned i 6, 12 eller 18 måneder
Lars Rebien Sørensen, formand, Novo Nordisk Fonden
Diskussionen, som Lars Rebien åbner, breder sig for tiden blandt erhvervsledere og økonomer. Ifølge adm. direktør Lars Sandahl Sørensen er den også højt på agendaen i Dansk Industri.
"Den overvejelse og diskussion er absolut højaktuel, og den bliver der brugt rigtig meget tid på lige nu i vores samtaler med virksomhederne, med regeringen og i vores interne overvejelser," siger han.
Bestyrelsesformand i Lundbeck Lars Rasmussen siger, at "det er en diskussion, som slet ikke kan undgås at komme op".
“Der hvor vi er nu, så handler det først og fremmest om, at vi har et sundhedsvæsen, som kan håndtere at hjælpe de mennesker, der bliver smittet,” tilføjer han dog.
Og bestyrelsesform. for Grundfos, Jens Moberg, peger på, at politikerne har “en kæmpe opgave”, og der skal laves en “recovery plan” for samfundet, når der åbnes igen:
“Det kræver samarbejde, dialog, forståelse og lederskab for at finde den rigtige balance mellem nødvendig og resolut handling for at sikre vores sundhed under hensyntagen til vores økonomi.”
Statsminister Mette Frederiksen (S) talte på et pressemøde mandag selv om balancen mellem at dæmpe coronasmitten, men samtidig sørge for, at det ikke svækker økonomien for meget.
er indtil videre døde i Danmark, mens de var smittet med coronavirus. Kilde: Statens Serum Institut
“Vi kommer ikke til at have en nedlukning af Danmark i en længere periode, end vi vurderer er nødvendig,” sagde hun.
“Vi vil hele tiden kigge på både det rent sundhedsfaglige, men selvfølgelig også, hvordan vi får dansk økonomi så skånsomt, som det kan lade sig gøre, igennem det her,” fortsatte statsministeren.
Lars Rebien advarer om, at en økonomisk nedsmeltning også har “helt uoverskuelige perspektiver”.
“Det kan måske ikke måles umiddelbart, men det kan jo betyde, at de mest udsatte i samfundet får dårligere støtte og velfærd, hvis økonomien ikke længere rækker.”