Natten til lørdag går hver tiende sygeplejerske i strejke, efter at et markant flertal af sygeplejerskerne har stemt nej til det mæglingsforslag, som forligsmanden havde strikket sammen. Sygeplejerskerne har ikke været overbeviste om, at en lønkomité vil sikre det lønløft, som de mener er nødvendigt for at opnå ligeløn med faggrupper på tilsvarende uddannelsesniveau.
66,7 pct. af sygeplejerskerne stemte nej til mæglingsforslaget, mens 33,3 pct. stemte ja. Det skal ses, i lyset af at Dansk Sygeplejeråds (DSR) formand, Grete Christensen, havde anbefalet et ja.
“Når sygeplejerskerne på trods af alle vores forskellige anbefalinger alligevel siger nej, så tror jeg bare, at jeg må anbefale både politikere og arbejdsgivere at lytte lidt til, hvad der faktisk bliver sagt. De har simpelthen fået nok,” siger Grete Christensen.
“Jeg har svært ved at se, at vi kan finde en løsning ved forhandlingsbordet nu
Anders Kühnau, forhandlingsleder, Regionerne
Hun skal nu stå i spidsen for en strejke, som hun helst havde været foruden. Det er da også svært at forestille sig, at sygeplejerskerne ender med at få mere i lønposen end de godt 5 pct. over tre år, som ligger i mæglingsforslaget, mener arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen.
“Jeg har meget svært ved at se, at man finder frem til en forhandlet løsning. Det har man forsøgt i Forligsinstitutionen, så jeg kan meget godt forestille mig, at det bliver et lovindgreb, der afslutter strejken, hvor man ophæver mæglingsforslaget fra Forligsinstitutionen til lov,” siger Nana Wesley Hansen fra Københavns Universitet.
Regionernes forhandlingsleder, Anders Kühnau (S), har også svært ved at se en forhandlingsløsning på konflikten:
“Jeg skal ikke forholde mig til, hvad Folketinget og regeringen eventuelt skal gøre, men jeg har svært ved at se, at vi kan finde en løsning ved forhandlingsbordet nu, for det har vi forsøgt ved forhandlingerne om en ny overenskomst og sidenhen ved hjælp fra Forligsinstitutionen. Så hvad andre må gå ind at gøre for at løse det her, må du spørge dem om,” siger Anders Kühnau.
Ca. 5300 sygeplejersker er udtaget til konflikt. Ifølge DSR overvejes det, om flere sygeplejersker skal strejke for at øge presset på arbejdsgiverne. Alligevel understreger Anders Kühnau, at Regionerne ingen planer har om lockout.
“Lige nu gør vi ikke andet end at forberede os på konflikten, hvor vi har lagt planer for et nødberedskab, og så begynder vi at aflyse operationer,” siger han.
På Christiansborg er politikerne varsomme med at blande sig i konflikten, som betyder, at sygehusene kort tid efter den værste coronabelastning igen bliver ramt af aflyste operationer på de ikkeakutte områder.
De Radikales beskæftigelsesordfører, Samira Nawa, vil ikke blande sig i forhandlingerne, som er en sag mellem parterne.
“Men på den lange bane, og når vi ser på de kvindedominerede fag, så er der et lønefterslæb i mange af de fag i forhold til de mandsdominerede fag, som udspringer af en gammel tjenestemandsreform fra 1969, og der har vi et problem, som vi skal have løst,” siger Samira Nawa.
Den konservative sundhedsordfører, Per Larsen, konstaterer, at det er ulykkeligt, at det ender sådan:
“Det kommer til at gå ud over rigtigt mange mennesker,” siger Per Larsen.
Grete Christensen er godt klar over, at andre dele af fagbevægelsen vil være meget opmærksomme på, om sygeplejerskerne bliver belønnet for deres strejkevilje.
“Der er rigtigt mange af de andre, der vil sidde rundt omkring og kigge på os og tænke, puha, tænk hvis de får noget ud af det. Men alt det der kan vi jo pakke lidt sammen nu, for vores medlemmer har bare sagt, at nok er nok,” siger Grete Christensen.