Skattesmæk på dyre elbiler efter nytår er droppet

392237_16_9_large_494.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
03. dec 2019 KL.12:05
Overvejer du at købe en stor elbil næste år? Så er der gode julegaver at hente i den nye finanslov.

Afgifterne, der ellers stod til at stige efter nytår, vil nemlig blive frosset fast på det nuværende niveau i 2020. Det koster statskassen omkring 100 mio. kr.

"Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om, at annullere den planlagte stigning i 2020," lyder det i aftalen.

Først bilkommission

Fastfrysningen skyldes blandt andet, at man først vil have et oplæg på bordet fra den nye bilkommission med Anders Eldrup i spidsen, der lige nu pusler med et forslag til en grøn omlægning af bilafgifterne, uden at bilskatter for over 50 mia kr går op i røg.

Eldrup og co. er formentlig først klar med deres oplæg midt i 2020.

Gunni Mikkelsen, adm. direktør i De Danske Bilimportører, roser fastfrysningen.

"Det er positivt, at der er kommet en aftale omkring elbilerne, for der har været usikkerhed i efteråret om, hvorvidt prisen på de dyre elbiler ville stige efter nytår," siger Gunni Mikkelsen.

Han tilføjer dog:

"Vi havde gerne set, at man havde skabt ro om afgifterne to år frem, mens fremtidens afgiftsystem bliver forhandlet på plads. Der er faktisk ikke lang tid til januar 2021. Vi bestiller biler mere end ét år ude i fremtiden, og forbrugerne har også brug for at kende de økonomiske rammer. Stop-and-go politik dur ikke."

Fra 40 til 20 pct.

Hvad er teknikken så i det, der er aftalt i finansloven?

Helt konkret bliver den såkaldte indfasningsprocent for elbiler i 2020 nu sænket fra de planlagte 40 pct. til de nuværende 20 pct. i finansloven, og bundfradraget sænkes fra de planlagte 77.500 kr. til de nuværende 40.000 kr.

Det kræver en forklaring.

I 2015 blev det nemlig aftalt, at der gradvist skulle klistres almindelig registreringsafgift på elbiler. Det gav et kæmpe drop i salget i 2016.

Indfases frem til 2023

Efter en række politiske mellemregninger er status nu, at afgiften skal indfases frem mod 2023.

Der skal betales 20 pct. af satsen i 2019, 40 pct. i 2020, 65 pct. i 2021, 90 pct. i 2022 og 100 pct. fra 2023 og frem.

Bundfradrag på 40.000 kr. i dag betyder dog i praksis, at der ikke skal betales registreringsafgift på elbiler, der koster under 400.000 kr. Men de, der koster mere end 400.000 kr. stod altså til et smæk næste år. Det gør de ikke mere, fordi satsen bliver fastholdt på de nuværende 20 pct.

Salg er tredoblet i år


Som Børsen skriver tirsdag, kaster danskerne sig over elbiler med glubende appetit netop nu.

Faktisk er salget til og med november i år mere end tredoblet i forhold til samme periode sidste år.

Der er solgt 4618 elbiler år til dato, mens det tilsvarende tal fra 1312 elbiler sidste år.

Dermed har årets salg allerede slået rekorden fra 2015, hvor der i alt blev solgt 4311 elbiler, før den politiske aftale om at lægge registreringsafgifter på elbiler tvang salgstallene i knæ i de følgende år.

Det er især den nye Tesla 3, der gør som varmt brød med hele 1852 solgte biler frem til og med november.