ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sass Larsen advarer mod at hæve skatter for at betale Arnes pension: “Enhver skat vil gøre det sværere”

Den tidligere toppolitiker mener,

det vil passe “særskilt dårligt” at hæve f.eks. kapital- og bankskatter nu, hvor økonomien skal genstartes

DVCA og Henrik Sass Larsen flytter inden længe ind i nye lokaler på Otto Mønsteds Gade. Foto: Steven Achiam
DVCA og Henrik Sass Larsen flytter inden længe ind i nye lokaler på Otto Mønsteds Gade. Foto: Steven Achiam

For et år siden førte Henrik Sass Larsen valgkamp for Socialdemokratiet med et klart slogan om en ret til tidligere pension betalt af højere kapitalskatter og en ny bankskat. Nu fortæller han i sit første større interview som direktør for DVCA – brancheorganisation for kapital- og venturefonde – om, hvordan coronakrisen har ændret markant på det økonomiske landkort. Og at han derfor mener, skattestigninger nu vil passe “særskilt dårligt”.

“Enhver skat vil gøre det sværere. Det er klart, at hvis man virkelig svækker vores konkurrenceevne på en lang række områder – det er ikke godt i forbindelse med sådan en situation, hvor vi skal til at skabe vækst derude,” siger Henrik Sass Larsen.

Det har vist sjing, sjang, sjask uduelighed fra den ene til den anden

Henrik Sass Larsen, adm. direktør i DVCA

Han gør en stor dyd ud af, at han ikke vil blande sig i regeringens politik, ikke vil give karakterer og kun dele sine tanker om dansk politik med sin kat. Men når han i sin nye rolle nu bliver spurgt til de bank- og kapitalskatter, han selv var med til at designe for Socialdemokratiet, og som efter planen skal indføres i år, henviser han altså til, at coronaen har ændret situationen.

“Vi vil jo sige, at i forbindelse med en sådan tur, man har været igennem her – selvom vi er overraskede, og det ser positivt bedre ud, end vi havde regnet med – så står vi ikke med bugnende pengekasser. Der skal også løbes noget i gang. Der er også noget ledighed derude. Der vil det nok passe særskilt dårligt at begynde at beskatte det i øjeblikket. Der vil det ramme hårdt. Så det ville da nok være vores råd at finde en finansiering, som ikke gør det sværere for erhvervslivet at trække væksten i gang,” forklarer Henrik Sass Larsen.

Globalt sammenbrud

Coronaen har gjort direktørens første tid i DVCA “tumultarisk”, fortæller han. Og den har tilmed rystet hans opfattelse af en globalisering med internationale samarbejder som et sikkert fundament.

Samarbejdet har vist sig slet ikke at være godt nok rustet til en pandemi, mener Sass Larsen.

“Tænk sig, hvis den her virus virkelig havde været ekstremt dødbringende i et meget større omfang. Det har vist sjing, sjang, sjask uduelighed fra den ene til den anden. Der har overhovedet ikke været styr på noget som helst. Og den, der normalt siden Første Verdenskrig har sørget for at lede verden, USA, har jo vist sig også at være gået under i uduelighed og populisme, så de heller ikke har kunnet tage lederskab. Det er dybt bekymrende,” siger DVCA’s direktør, som også tror, at nationalstaterne vil tage styringen tilbage politisk. ​​

Når Henrik Sass Larsen kigger på dansk erhvervsliv, tror han til gengæld, det vil komme bedre gennem krisen end frygtet. Der bliver dog brug for mere ansvarlig kapital til at undgå konkurser og mulige kinesiske opkøb, lyder hans analyse. Bl.a. derfor mener han også, man skal passe på med at hæmme væksten med nye skatter.

3

mia. kr. årligt vil Socialdemokratiet bruge på en ny ret til tidligere pension

"Jeg vil ikke blande mig i, hvad regeringen agter at gennemføre. Jeg kan bare tage bestik af, at vi ikke havde forudset den her krise. Det havde de nok heller ikke selv. Jeg tror, at når Nicolai (finansminister Nicolai Wammen (S),red.) sætter to streger under 2020, så kommer der større underskud, end han nogensinde havde forestillet sig,” siger Henrik Sass Larsen. ​​

Politisk har Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen stillet et ultimatum om kun at hjælpe med en økonomisk genopretning, hvis man samtidig indfører et skattestop. Til det har statsminister Mette Frederiksen (S) svaret, at regeringen ikke lige nu har planer om store skattestigninger, men hun har ikke forholdt sig til, hvad det betyder for forslaget om tidlig pension.

Finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S) ønsker ikke at give interview, men skriver i en sms, at regeringen efter sommer vil fremlægge “et fuldt finansieret forslag til en værdig tilbagetrækning”.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis