ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Politikere rygende uenige om nye CO2-tal

Venstre og Radikale vil lægge vidt forskellige CO2-priser til grund i forestående forhandlinger om motorveje, jernbaner, broer og cykelstier

Venstre vil lægge de sædvanlige CO2-tal til grund i trafikforhandlinger, fastslår Kristian Pihl Lorentzen. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Venstre vil lægge de sædvanlige CO2-tal til grund i trafikforhandlinger, fastslår Kristian Pihl Lorentzen. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

De Radikale har forlangt dem, mens Venstre slet ikke mener, at det skal spille nogen rolle. De nye beregninger af infrastrukturprojekter, baseret på en langt højere pris for CO2, som regeringen nu stiller i udsigt, skaber heftig debat, allerede før de overhovedet er offentliggjort.

“Det kan ikke nytte noget, at man pludselig kommer med sådan en ny beregning. Vores forudsætning er, at transporten er grøn. Så det giver ikke ret meget mening at koble en masse CO2-beregninger på,” siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

“Det kan medføre en stor skævvridning, og det er en forkert præmis at tale om, at trafikken er sort. For når vi kommer ud på den lange bane, vil der være en CO2-belastning i forbindelse med anlægsarbejdet. Men for den efterfølgende kørsel er vi nødt til at have den forudsætning, at det er med grønne køretøjer,” tilføjer han og fastslår, at Venstre vil lægge “de sædvanlige” skøn for CO2-priser til grund i de forestående forhandlinger.

Der er ingen tvivl om, at vi skal op i et niveau omkring de 1500 kr.

Rasmus Helveg (R), klimaordfører

Omvendt er den højere pris for CO2-udledninger altså et krav fra De Radikale.

“Der er ingen tvivl om, at vi skal op i et niveau omkring de 1500 kr. Det siger Klimarådet, som er dem, vi selv har sat til at lave de her tal og beregninger,” siger klimaordfører Rasmus Helveg (R).

“Vi kan ikke have Klimarådets ord rungende om, at der er et betydeligt bidrag at hente ved en ordentlig modulering af modellerne, og så bagefter lave en infrastrukturplan, der rækker ti eller 15 år frem. Det går ikke,” tilføjer han.

Vismand: Ikke ideelt

Ifølge Lars Gårn Hansen, miljøøokonomisk vismand og professor ved Københavns Universitet, vil det være naturligt at indrette de samfundsøkonomiske beregninger af infrastrukturprojekter, så prisen på at udlede CO2 sættes på samme niveau som en fremtidig CO2-afgift.

1500

kr. pr. ton CO2 vil regeringen lade indgå i beregninger

“Lige nu vil politikerne nok prioritere efter ét skøn i nogle tilfælde og et andet i andre. Og det er selvfølgelig ikke ideelt, men det afspejler jo, at vi faktisk ikke kender CO2-prisen fremadrettet,” siger han og henviser til, at en regnegruppe med økonomiprofessor Michael Svarer i spidsen netop er sat til at regne på niveauet for en ny CO2-afgift.

For Venstre er det mere vigtigt, at beregningerne af, hvor godt motorveje, jernbaner, broer og cykelstier kan betale sig, tager højde for den erhvervsmæssige effekt af projekterne.

Vigtig parameter

“Det er en vigtig beslutningsparameter, når vi skal have et sammenhængende Danmark med plads til investeringer og jobskabelse i alle dele af landet,” siger Kristian Pihl Lorentzen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis