Ikke selve øen. Det er kendt fra f.eks. havneudvidelser. Men det er første gang, at nogen vil forsøge at bygge en kunstig ø i Nordsøen, med hvad det indebærer af vejr- og miljøforhold. Dertil kommer, at dele af det, der er tænkt til at være på øen, er baseret på teknologi, der stadig er i udviklingsstadiet, f.eks. power-to-x.
Af den politiske aftale fra i sommer fremgår bl.a., at øen skal have en kapacitet på 3 GW i 2030 med plads til mindst 10 GW på sigt. Den skal udbygges i faser, i takt med at elforbruget stiger, og energiøen tilsluttes handelsforbindelser til andre lande.
Cowi har regnet på to løsninger for Klimaministeriet og er kommet frem til, at begge konstruktionstyper anslås at koste 12 mia. kr. for 3 GW for selve konstruktionen. Dertil kommer udgifter til søkabler og selve vindmøllerne, der sender prisen meget højere op, men som vurderes at være det samme for begge løsninger. Hvis der – som det er planen – skaleres op til 10 GW, er den kunstige ø ifølge Cowis tal ca. 10 mia. kr. billigere end stålplatforme.
Nej. Ørsted har foretaget sine egne beregninger, der stik modsat viser, at stålplatforme er billigst. Årsagen er ifølge Ørsted, at Cowi tager udgangspunkt i platforme, der kan håndtere 1 GW, mens platformene i Ørsteds analyse kan håndtere 2 GW. For det andet mener Ørsted, at der vil være lavere omkostninger til kabler ved en platformsløsning, da de kan placeres decentralt og dermed tættere på de enkelte parker.
“Så der er lavere omkostninger til kabler og betydeligt lavere omkostninger til platforme,” sammenfatter Ulrik Stridbæk.
Det afhænger af, hvornår den sendes i udbud, og hvornår miljøgodkendelserne er på plads. Men selve det at bygge øen tager ifølge Copenhagen Infrastructure Partners tre-fire år.
