ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Festen på boligmarkedet er fortsat i april, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Boligmarkedet har i øjeblikket et stort S plantet på brystet

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit

Priserne på huse er steget med 1 pct., så de gyldne mursten nu er blevet hele 15,5 pct. mere værd på bare ét år. På samme måde er ejerlejligheder også tikket i vejret med 0,2 pct. i april, så de er blevet 14,8 pct. dyrere siden sidste år.

“Boligmarkedet har i øjeblikket et stort S plantet på brystet. Priserne flyver af sted, og lader sig ikke stoppe på trods af de økonomiske udfordringer, som pandemien har skabt. For boligejerne er det gyldne tider, hvor de måned efter måned kan konstatere, at boligen er blevet mere værd,” siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit.

Hed debat om boligindgreb

Tallene kommer lige midt i en hed debat, hvor Nationalbanken og regeringens boblevagthund Det Systemiske Risikoråd opfordrer S-regeringen til at stramme op på lånemarkedet nu.

Politik
Regeringens boblevagthund kræver indgreb mod kogende boligmarked: Sådan skal der strammes op

De økonomiske vismænd vil derimod hellere vente et halvt til et helt år for lige at se, om ikke det rødglødende boligmarked køler lidt ned af sig selv, når de midlertidige coronaeffekter så som udbetaling af feriepenge forsvinder, og renten stiger.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann er der ingen grund til at gribe ind nu.

“Priserne er i fin balance de fleste steder i landet, og derfor bør boligejere glæde sig over den flotte fremgang i deres friværdi snarere end at frygte et snarligt kollaps på boligmarkedet,” siger Nordeas boligøkonom.

Hun fortsætter dog:

Vi er lidt bekymrede for boligmarkedet i de største byer

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit

“Vi er lidt bekymrede for boligmarkedet i de største byer, og vi anser det for sandsynligt, at priserne falder, hvis renten stiger mærkbart. Det mest sårbare sted er ejerlejlighedsmarkedet, der også udfordres af den kommende boligskattereform. Potentielle storbykøberne bør derfor have en lang tidshorisont, hvis de ønsker at gå ind på markedet”.

300.000 kr. på ét år

En gennemsnitlig dansk husejer med et hus på 140 m² har set sit hus blive næsten 300.000 kr. mere værd på ét år, så det nu koster 2,23 mio. kr. Stigningerne i kroner og øre har været langt større omkring de store byer. Når det gælder lejligheder er der i snit lagt 332.000 kr. til værdien, så lejligheden kan sælges for 2.572.000 kr. i dag.

1

pct. steg huspriserne i april, så huse i løbet af ét år er blevet 15,5 pct. mere værd

Louise Aggerstrøm, privatøkonom i Danske Bank, understreger, at der er visse tegn på, at prisfesten bremser op nu. Hvis man korrigerer for, at huspriserne normalt stiger om foråret, er stigningerne i april mere afdæmpede med 0,2 pct. og 0,6 pct. for lejligheder.

“Huspriserne er ikke steget langsommere, siden de dykkede i marts sidste år, da coronanedlukningen ramte Danmark. Handelsaktiviteten er også aftaget efter at have slået rekorder i marts måned,” siger Louise Aggerstrøm.

Presset begynder at aftage

Hun understreger, at der dog stadig er langt flere bolighandler end før coronaen, men at tempoet er lavere end i de seneste mange måneder. Tempoet for lejligheder er det laveste siden sidste sommer.

Tallene peger på, at noget af presset på boligmarkedet er begyndt at aftage

Louise Aggerstrøm, privatøkonom i Danske Bank

“Tallene peger på, at noget af presset på boligmarkedet er begyndt at aftage. Det stemmer godt med vores forventninger om, at den gradvise tilbagevenden til normalen efter corona har lagt en dæmper på danskernes lyst til at købe bolig,” siger Louise Aggerstrøm.

Lise Nytoft Bergmann tror også på en blød landing forude.

Politik
Vismænd vender ryggen til Nationalbanken: Drop indgreb på rødglødende boligmarked – indtil videre

“Det seneste år har været helt fantastisk for boligejerne, hvor priserne er fløjet op, og friværdierne har gjort det samme. Boligejerne bør dog huske på, at intet varer evigt. På langt sigt kan boligpriserne ikke stige mere end udviklingen i danskernes disponible indkomst, og derfor betyder det seneste års kraftigt stigende priser, at vi kan forvente lavere prisstigninger i de kommende år. Der er trods alt grænser for danskernes købekraft, også selv om en ejerbolig står højt på mange familiers ønskeseddel,” siger hun.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis