Netop som de travle decemberuger, der under normale omstændigheder sikrer en god del af restaurationsbranchens økonomi, skulle til at tage fart, står branchen i stedet over for endnu et coronaslag: I alt 38 kommuner, med hvad der svarer til ca. halvdelen af landets befolkning, skal ind i en omfattende nedlukning, foreløbigt frem til 3. januar.
“Myndighedernes vurdering er desværre, at januar og februar kan blive nogle meget svære måneder
Mette Frederiksen, statsminister (S)
En nedlukning, der bl.a. betyder, at alle restauranter og caféer skal lukke for alt andet end takeaway.
“Det er så giftigt, det der er sket i dag. December måned er den, der skal redde januar og februar hjem,” siger Henrik Yde-Andersen, direktør for restaurantkæden Kiin Kiin.
Restauranterne er ikke alene: Skoleelever fra 5. klasse og op sendes hjem til fjernundervisning, offentligt ansatte i ikkekritiske funktioner bør arbejde hjemmefra, og fitnesscentre, biografer, indendørsarealer i forlystelsesparker og teatre i de omfattede kommuner skal lukke.
Baggrunden er kraftigt stigende coronasmitte.
“Smittetrykket i Danmark er for højt. Stigningen er bekymrende,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på det pressemøde mandag middag, hvor hun præsenterede de nye restriktioner.
“Vi har årstiden imod os, og myndighedernes vurdering er desværre, at januar og februar kan blive nogle meget svære måneder i den globale pandemi,” tilføjede hun.
De 38 kommuner med skærpede restriktioner omfatter både Hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og en række sjællandske kommuner. For resten af landet forlænges de allerede gældende regler, bl.a. vil forsamlingsforbuddet fortsat være på ti personer.
Håbet er, at det kan banke smitten så langt ned, at sundhedsvæsnet ikke bliver overbelastet. Men med de kolde måneder, der venter forude, er det ikke sikkert, at nedlukningen indtil 3. januar er tilstrækkelig.
“Vi har sat en udløbsdato til 3. januar. Men vi kommer løbende til at vurdere det på tværs af myndighederne,” varslede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.
Myndighedernes vurdering er, at epidemien har været under kontrol indtil nu. Men de seneste dage er udviklingen gået stærkt, og myndighederne betegner nu udviklingen som eksponentiel.
Hos restaurantkæden Mash blev mandagen brugt på at afbestille varer, der nu alligevel ikke skal bruges.
“Vi er lige midt i epicentret af, hvad der er årets vigtigste uger for vores branche. Der er vanvittigt mange, der lever på ryggen af, hvad der sker i de her uger rent omsætningsmæssigt, og det bliver taget fra dem nu. Jeg synes jo, det er vanvittigt trist,” siger direktør Jesper Boelskifte.
“Vi har stadig forårets kaos omkring hjælpepakker i baghovedet. Vi gik jo flere måneder, hvor vi betale flere 100 ansattes løn uden at få hjælp, så hvis vi kigger ind i det kaos nu her og ind i det nye år, så er der mange, der får likviditetsmæssige udfordringer,” tilføjer Mash-direktøren.
Henrik Yde-Andersen fra Kiin Kiin valgte at smadre bolde over tennisnettet i stedet for at følge pressemødet med Mette Frederiksen og sundhedsmyndighederne.
“Man bliver total immun efterhånden. Din avis er for pæn til at trykke, hvad jeg mener om den nuværende regering, men jeg kan love dig for, at de her bolde, de får så mange tæsk i dag,” sagde en forpustet Henrik Yde-Andersen, da Børsen talte med ham mandag.
Han er dog ikke er i tvivl om, at hans forretning vil klare sig igennem endnu en nedlukning, da Kiin Kiin har en stor takeaway-forretning.