ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Et varslingssystem, der kunne skabe mere vished for erhvervslivet. Det er noget af det, erhvervsorganisationerne især har efterspurgt under coronakrisen.

Og et varslingssystem fik de. Men det virker ikke efter hensigten, mener Dansk Erhverv og Dansk Industri.

“Jeg synes ikke, det fungerer særligt godt. Jeg synes, det var godt, vi fik varslingssystemet. Men det har ikke virket efter hensigten. Det er en god idé, men man burde være meget mere eksplicit i, hvilke konsekvenser der er af det,” siger Brian Mikkelsen, der er adm. direktør i Dansk Erhverv.

Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri, så også gerne, at man var mere konsekvent med at følge systemet, der er delt op i fem risikoniveauer.

“Man har noget af et kompas i det varslingssystem. Så det er ikke spildt, det er ikke unødvendigt. Det er nødvendigt. Men det ville være fint, hvis man brugte det stærkere,” siger han.

Fredag gjorde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) det f.eks. klart på Twitter, at Region Hovedstaden nu var at betragte som værende i fase fire. Samme dag oplyste sundhedsministeriet i en mail til Børsen, at det ikke automatisk betød nye restriktioner i regionen. Mandag ændrede billedet sig, hvor regeringen lukkede i alt 38 kommuner delvist ned, heraf alle kommuner fra Region Hovedstaden undtagen Bornholm.

“De har ikke været konsekvente nok, i forhold til det der var intentionen,” siger Brian Mikkelsen.

Lars Sandahl mener dog, at det ikke kan komme som en overraskelse for nogen, hvad regeringen har kigget på af værktøjer.

“Omvendt må jeg sige, at det giver et overblik over de greb, som sundhedsmyndighederne kigger på,” siger han og roser samtidig regeringen for at gå mere målrettet til værks.

“Vi vil hellere have meget præcise indsatser, hvor man f.eks. retter ind mod nogle bestemte aldersgrupper i nogle bestemte geografier.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis