Alle de finanspolitiske skibe, som S-regeringen og Folketingets partier har sat i søen i år under coronakrisen, kommer til at holde hånden under 55.000 job i 2021 og 45.000 job i 2022.
Det viser den nye økonomiske redegørelse, som regeringen netop har offentliggjort. Det omfatter både hjælpepakker til erhvervslivet og andre stimuli til økonomien.
“Vi står netop nu i den mest kritiske og usikre situation siden marts med en ny bølge af smitte, som må ventes at påvirke økonomien negativt
Fungerende finansminister Morten Bødskov (S)
“Redegørelsen viser, at dansk økonomi indtil videre har klaret sig godt igennem coronakrisen sammenlignet med mange andre lande. Med de tal, vi har nu, vil vores aktive finanspolitik og senest den grønne genstart holde hånden under 55.000 danske job næste år,” siger skatteminister og fungerende finansminister Morten Bødskov (S).
Han slår dog fast, at usikkerheden lige nu er enorm, fordi der er en ny og voldsom bølge af coronasmitte i gang, der i denne uge fik regeringen til at lukke ned for store dele af Danmark igen – for første gang siden foråret.
“Vi står netop nu i den mest kritiske og usikre situation siden marts med en ny bølge af smitte, som må ventes at påvirke økonomien negativt. Derfor er regeringens førsteprioritet fortsat at få Danmark og dansk økonomi så sikkert igennem krisen som muligt,” siger Morten Bødskov.
Den seneste runde af stimuliaftaler i december, som regeringen selv kalder grøn genstart, samt finanslovsaftalen, sørger alene for 14.500 job i 2021 og 13.000 job i 2022.
“Corona har udløst en ekstraordinær situation, og derfor har ekstraordinære tiltag været nødvendige. Mange spørger sig selv, om vi har råd? Det har vi. Dansk økonomi er grundlæggende sund, og de økonomiske tiltag er med til at forhindre, at krisen bliver endnu dybere og dermed endnu dyrere,” siger Morten Bødskov.
Han understreger, at selv om 2020 ender i et stort underskud, så er det ikke større end det overskud, der var året før.
“Danmarks økonomi er fortsat robust, ligesom den offentlige gæld er lav. Derfor har vi også de nødvendige forudsætninger for at fortsætte de økonomiske krisetiltag, som har været med til at bringe os relativt godt igennem krisen,” siger Morten Bødskov.
Ifølge Økonomisk Redegørelse rammer underskuddet på de offentlige finanser 3,5 pct. af bnp i år, men de næste to år falder det underskud til 1,25 til 1,5 pct.
Underskuddet på den strukturelle offentlige saldo holder sig inden for budgetlovens grænse og bliver mindre fra 2021 til 2022, og ØMU-gælden lander på 40,9 pct. i 2021, vurderer regeringen nu. Det er 1 procentpoint mindre, end regeringen regnede med august.