ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tikkende bombe under populære obligationer

Virksomhedsobligationers flyverskjul vil ikke vare ved, forudsiger eksperter. De seneste ugers markedsnedtur er gået dem ram forbi, men regningen venter forude og kan blive dyr for investorerne.

Mens både aktier og obligationer har fået stryg på det seneste, har de højtforrentede virksomhedsobligationer (high yield) klaret frisag.

Værst er det gået for de højtforrentede statsobligationer, der er faldet omkring 10 pct. i kurs siden årsskiftet. Her er de lige så risikobetonede virksomhedsobligationer blot faldet ca. 3 pct. og holder fast i et afkast i år lige over nul.

Fordi virksomhedsobligationer har været så stor en aftager af den enorme likviditet i markedet fra centralbankerne, vil det ramme hårdt, når den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke nu varsler en nedtrapning af sine obligationsopkøb.

Tydelige advarsler


Det forudsiger flere eksperter i markedet og peger på stor risiko for virksomhedsobligationer med en kreditrating i den lave ende.

"Pilen peger bestemt nedad, fordi de ikke har fået samme tæsk som de andre"
Bo Andersen, Jyske Bank

Investeringsrådgivning A/S er blandt de forvaltere, der vurderer, at de højtforrentede virksomhedsobligationer meget vel er den næste aktivklasse, der står over for en dyr nedtur. Derfor har forvalteren valgt at sælge hovedparten af sin beholdning af obligationstypen.

Penge
Revolution i dansk obligationsmarked
"Vi vil ikke blive overrasket, hvis højtforrentede virksomhedsobligationer inden for kort tid falder med 5-10 pct., såfremt den negative stemning på finansmarkederne forsætter," siger medejer Kim Andreasen.

At det ikke er sket endnu kan henføres til, at der normalvis er en forsinket kursreaktion på virksomhedsobligationer på grund af den begrænsede likviditet i det marked.

Ulv i fåreklæder


Også senioranalytiker Bo Andersen fra Jyske Bank vurderer, at de dårligt ratede virksomhedsobligationer vil gå en turbulent periode i møde og mener derfor, at frygten for en nedtur er berettiget.

"Pilen peger bestemt nedad, fordi de ikke har fået samme tæsk som de andre. Indikatorerne lægger op til, at vi kan komme længere ud rent spændmæssigt med stigende renter og faldende obligationskurser. Det er naturligt, hvis vi bliver på det nuværende stressniveau," siger Bo Andersen.

En virksomhedsobligationsinvestor risikerer både at blive ramt af de generelt stigende renter og en stigende konkursrate, som en erhvervsobligation er eksponeret mod. Det gør investorerne åbne for angreb fra to sider.

Penge
Milliardmarked skudt i gang på børsen
Dansk Formue- & Investeringspleje anbefaler i en analyse, at man satser sine penge på eksempelvis danske realkreditobligationer og holder sig fra de risikable virksomhedsobligationer med dårlig rating. Forvalteren frygter en ulv i fåreklæder.

"Vi er nervøse for, at man som investor kan risikere et pænt kursfald på sine virksomhedsobligationer, hvis det generelle renteniveau ændrer sig i opadgående retning, hvilket vi forventer inden for en overskuelig periode," skriver Dansk Formue- & Investeringspleje.

Skærmpriserne snyder


Udfordringen for markedet for virksomhedsobligationer er, at det ikke kan matche likviditeten i aktiemarkedet. Det så vi i finanskriseårene 2008 og 2009 og i mindre skala også i dag.

En porteføljemanager, der ønsker at sælge virksomhedsobligationer for 2-3 mio. euro, kan ikke hente de priser, som markedet kan fremvise.

"Skærmpriserne holder ikke. Det er for lidt aktivitet, og handlerne har ikke lyst til at have for meget risiko på bogen. Så man kan ikke komme af med papirerne igen, så alle sidder og lurpasser. Skal man af med noget, skærer man måske to-tre kurspoint ned," forklarer Jyske Banks Bo Andersen.

"Der er derfor ikke mange investorer, der reelt er bekendt med den risiko, de løber, når de køber high yield virksomhedsobligationer"
Kim Andreasen, Investeringsrådgivning A/S

Under finanskrisen var det langt værre, hvor det ikke var til at opstøve købere, og hvor high yield virksomhedsobligationer faldt 40 pct. i kurs, mens renten steg til 25 pct. Her er vi ikke endnu, understreger obligationsanalytikeren.

Selvom Jyske Bank forventer en stigning i antal af dårligt ratede selskaber, der går konkurs og dermed ikke kan betale sine investorer, så er niveauet fortsat lavt. I stedet for misligholdelsesraten er det europæisk økonomi, der bekymrer.

Recession en alvorlig trussel


Eurozonens minusvækst er gift for de dårligt ratede virksomheder, der er kendetegnet ved i sammenligning med de højest ratede selskaber at have høj gæld i forhold til indtjeningen.

"Mange af disse selskaber er afhængige af, at der kommer en økonomisk vækst, så de kan vokse ud af deres høje renteomkostninger," påpeger Bo Andersen.

Penge
DSV går ubetrådt vej i jagt på hr og fru Danmark
I januar estimerede Standard & Poors en konkursrate på 3,4 pct. for amerikanske high yield-virksomheder sammenlignet med det historiske gennemsnit på 4,5 pct. for perioden 1981-2012.

At konkursraten skulle falde yderligere i det nuværende økonomiske klima med verdensøkonomien i et krybespor har Dansk Formue- & Investeringspleje svært ved at forestille sig.

"Tværtimod er vi nervøse for, at default-raten kunne finde på at stige, hvis renten skulle begynde at stige, idet mange virksomheder har oplevet et markant fald i deres finansieringsomkostninger i de seneste år," konstaterer fondsmæglerselskabet.

Kender ikke risikoen


Både Dansk Formue- & Investeringspleje og Investeringsrådgivning A/S advarer om, at virksomhedsobligationer uden investment grade har en betydelig risiko med fare for endda meget store rentestigninger. Det gælder i så fald danske selskaber som Dong, ISS, J. Lauritzen, Vestas og Danish Crown.

Mange investorer er på grund af centralbankernes voldsomme stimuli gået fra de mere sikre, men afkastdrænede obligationer over i virksomhedsobligationer, som tilbød et højere afkastpotentiale. Det er for mange sket uden store omtanke.

"Der er derfor ikke mange investorer, der reelt er bekendt med den risiko, de løber, når de køber high yield virksomhedsobligationer. Går det galt, kan du ende med kun at få 30-40 pct. tilbage af din hovedstol," advarer Kim Andreasen fra Investeringsrådgivning.

Statistikken viser, at danskerne ligger inde med mange af de mest risikable virksomhedsobligationer. I 2012 blev der nettokøbt for 9 mia. kr. i de danske investeringsforeningers afdelinger for obligationer uden investment grade. Det er en stigning på hele 22 pct. fra udgangen af 2011.

Også de store investorer viser appetit på virksomhedsobligationer. Ved de seneste danske udstedelser fra DSV, DLG og Haldor Topsøe har der været flere købere end obligationer. Det danske marked er fortsat begrænset, og de færreste udstedelser er ratede, da de forventes at blive afsat på det danske marked.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis