ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Boligpriserne hamrer i vejret: "Vildt, bekymrende og tæt på en boble"

De danske boligpriser banker i vejret i et voldsomt tempo. Fra marts til april steg prisen på ejerlejligheder med hele 3,2 pct., mens huspriserne lagde 1,1 pct. til værdien.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Flere økonomer begynder nu at tale om alvorlig boblerisiko i København og Aarhus.

Penge
Hovedstaden boligpriser er tordnet op trods stramninger
"Dagens tal sætter endnu engang en tyk streg under risikoen for bobledannelse på markedet for ejerlejligheder i storbyerne," siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Erhverv.

"Standardopskrift på at køre af sporet"

Han understreger, at kombinationen af den rekordlave rente og det økonomiske opsving er "standardopskriften på, hvordan boligmarkedet kommer til at køre af sporet."

Over det seneste år er huspriserne steget med 6,4 pct., mens lejlighedspriserne er steget med 9,1 pct.

Politik
Nye tal: Så meget vinder eller taber du på de nye boligskatter
Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, betegner de stejle prisstigninger på lejligheder som 'vilde'.

"Priser vil falde, når renterne begynder at stige"

"Det er bekymrende, at lejlighedspriserne fortsætter med at stige. Godt halvdelen af alle ejerlejligheder er beliggende i hovedstaden eller Aarhus, og det er derfor usandsynligt, at priserne skulle fortsætte op, uden at det samme gør sig gældende her," siger Lise Nytoft Bergmann.

Hun fortsætter:

"Det er vigtigt, at køberne husker, at når noget kan stige hurtigt, kan det også falde hurtigt. Lejlighedspriserne er nu oppe på så højt niveau flere steder i landet, at vi frygter, at de vil falde, når renterne igen begynder at stige"

16 pct. dyrere nu end under boblen for ti år siden

Med dagens nye tal er lejlighedspriserne steget med 53 pct. på fem år. Og lejlighederne er nu 16 pct. dyrere, end lige før finanskrisen prikkede hul på den seneste boligboble i 2007-2008.

Læs også: IMF bekymret for boligprisudviklingen i Danmark
Det er især den ultralave rente, der kan forklare de hårdt stigende boligpriser.

"En månedlig stigning i lejlighedspriserne på 3,2 pct. er ikke hverdagskost. Det er mere end den stigning, man kan forvente på et helt år i et normalt marked," siger Lise Nytoft Bergmann.

"Det gør dagens tal endnu vildere"

"Samtidig har Danmarks Statistik revideret tallene fra marts måned op, så den pause, vi troede lejlighedspriserne tog i marts, er nu er blevet vendt til en stigning. Det gør dagens tal endnu vildere," siger Nordea-økonomen.

Penge
Regeringens vagthund: Københavns boligmarked har røde alarmblink
Steen Bocian efterlyser, at politikerne på Christiansborg begynder at tage hårdere fat om boblerisikoen. For det, der allerede er gjort, er slet ikke nok.

"Der er behov for politiske initiativer der mindsker boblerisikoen. For et par uger siden gav regeringen en venlig henstilling til realkreditinstitutterne om at begrænse de mest risikofyldte udlån i storbyerne, men det er mere end tvivlsomt, om en sådan henstilling kommer til at virke efter hensigten," siger Steen Bocian.

Huse går fri af boble

Til gengæld er huse ikke indkapslet i noget, der ligner en boble, selv om der også er tale om høje prisstigninger, vurderer Dansk Erhvervs cheføkonom.

Finans
Banker bakker op om opstramning: Vi vil også undgå boligbobler
"Huspriserne er steget ganske meget over det seneste år. Det er blevet til en prisstigning på 6,4 pct. på et år, og det er også mere, end indkomsterne kan forklare," siger Steen Bocian.

Han fortsætter:

"Huspriserne har heller aldrig været højere end lige nu, men udviklingen ser langt mindre faretruende ud, når vi taler det brede parcelhusmarked, end når vi taler markedet for ejerlejligheder."

Jacob Isaksen, boligmarkedsanalytiker i Nykredit, opfordrer også boligkøbere i København og Aarhus til at klappe hesten.

"Køberne må ikke lade sig rive med af stemningen"

"Vi holder et skarpt øje med prisstigningerne, og som køber af en ejerlejlighed skal man huske, at når det går stærkt opad, kan man hurtigt løbe ind i en periode, hvor priserne flader ud eller ligefrem falder," siger han.

"Som køber skal man ikke rive sig med af stemningen og købe på en eftermiddag. Der skal nok komme en anden lejlighed på et senere tidspunkt," siger Jacob Isaksen.

Kilde: Dansk Erhverv pba Danmarks Statistik


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis