Vi lever stadig længere og længere. Faktisk stiger levealderen med omkring fire timer pr. dag. ATP forventer, at 40 pct. af alle nyfødte piger fra 2018 vil opleve deres 100-års fødselsdag. En øget levetid er på den ene side glædeligt, da flere har mulighed for at leve et langt liv.
Omvendt er der for samfundet øgede omkostninger forbundet ved, at folk lever længere end forventet. Dette stiller i højere grad nye krav til indretningen af det danske pensionssystem.
Historisk har levetidsstigningerne været drevet af faldende dødelighed blandt yngre aldersgrupper. Denne udvikling har ændret sig. I dag er det de ældre aldersgrupper, der oplever markante fald i dødeligheden og driver stigningerne i levetid. Samtidig er forskellen i livslængden også reduceret. De aldre, hvor flest danskere dør, er koncentreret om 85-87 år. Tidligere var der en større spredning.
Billedet er mindre rosenrødt, når man ser på forskellen i levealder på tværs af socioøkonomiske grupper. Der eksisterer en stor ulighed i levetiden mellem grupper i det danske samfund.
Det udmønter sig i en forskel i middellevetiden på omkring otte år for den fattigste kontra den rigeste tiendedel af 50-årige mænd. Det tilsvarende tal er seks år for kvinder.
Uligheden i den forventede levetid er helt central, ift. at pensionsalderen reguleres i takt med ændringer i levetiden. Den nuværende regulering foreskriver, at stigninger i middellevetiden for de 60-årige omsættes til en forhøjelse af folkepensionsalderen.
Det betyder dermed også, at en eventuel stigning i uligheden, der udelukkende drives af forbedringer for de mest velstående grupper, vil medføre en højere folkepensionsalder for alle grupper i samfundet. Konsekvensen vil blive en reduktion i antallet af år på pension for de dårligere stillede, uden at de har oplevet en længere levetid.
Den nyeste forskning viser dog en ensartet stigning i levetiden for de ældre aldersgrupper på tværs af socioøkonomiske status.
Det ændrer dog ikke ved, at personer fra de laveste socioøkonomiske grupper har en væsentlig lavere sandsynlighed for at opnå de tiltænkte 14,5 år på folkepension med de nuværende regler.
Endnu mere bekymrende er det, at mænd fra den laveste socioøkonomiske gruppe kun har 70-80 pct. sandsynlighed for at være i live ved den gældende pensionsalder.
De laveste socioøkonomiske grupper benytter dog i langt højere grad tidlig tilbagetrækningsmuligheder som f.eks. førtidspension.
Den stigende levealder har også stor betydning for pensionsindustrien i forhold til finansiel risikostyring, produkttyper samt forvaltningen af danskernes pensionsformue.
Problemet er ikke, at alle pensionskunderne lever længere, men at de lever længere end forventet.
Hvis Hr. Jensen allerede er gået på pension og modtager en garanteret ydelse, men lever meget længere end forventet, har pensionsselskabet et alvorligt problem, da den garanterede ydelse skal udbetales over flere år.
I dette eksempel kan levetidsrisikoen ikke imødekommes af en højere opsparingsrate, mere risikable investeringer eller yderligere år på arbejdsmarkedet.
Eftersom levetidsudviklingen flere gange har overgået forventningerne, har pensionsselskaberne skullet hæfte for ekstra pensionsudbetalinger til deres kunder.
Helt centralt bærer pensionsselskaberne både den finansielle risiko og levetidsrisikoen i de garanterede rentegarantiprodukter, idet pensionsudbetalinger er garanterede, uanset hvor længe pensionisten lever.
I ugaranterede markedsrenteprodukter afhænger pensionsudbetalingerne af afkastet på de finansielle markeder og udviklingen i levetiden. Med markedsrenteprodukterne har pensionsselskaber således fået mulighed for at sænke udbetalingerne, hvis levetiden stiger.
I 2018 annoncerede PFA Pension som de første, at udbetalingerne til pensionister med livslang opsparing i markedsrente ville falde mellem 3 og 10 pct.
Børsen sætter i denne kronikserie fokus på den danske pensionssektors udfordringer og sejre. I flere kronikker vil en række af landets førende analytikere af pensionssystemet stille skarpt på forskellige aspekter af den danske pensionssektor. De vil blandt andet skrive om reguleringen af sektoren, pensionskassernes investeringer og samspil med de offentlige finanser. Næste kronik i serien bringes 02/02
Danske pensionister med markedsrenteprodukter står derfor over for en øget risiko og kan på den måde både opleve større pensionsudbetalinger under gunstige forhold, men også risikere lavere pensionsudbetalinger, hvis der er modvind på de finansielle markeder eller uventede stigninger i levetiden.
For mange vil denne ekstra risiko være ukendt, og det er uklart, hvordan kunderne skal håndtere den.
Den øgede risiko i pensionsprodukterne har ikke kun betydning for den enkelte, men også for de offentlige finanser. Når udbetalingerne til arbejdsmarkedspensioner sænkes, øges de offentlige ydelser til folkepensionister, idet de afhænger af den øvrige indkomst. 20/11 – Intro til kronikserien: Her er det danske pensionssystems sejre og udfordringer 17/11 – Hvad gør Danmarks pensionssystem til en af verdens bedste? Nøglen er finansiel bæredygtighed 1/12 – Rangvid og Løchte: Sådan ser pensionskassernes tresporede bæredygtighedsinvesteringer ud
Det gælder for eksempel folkepensionstillægget og ældrechecken. Lavere pensionsudbetalinger fra det private vil dermed betyde højere offentlige ydelser.
Konsekvensen er, at vi overfører endnu mere af levetidsrisikoen til den yngre del af generationen, som i dag allerede finansierer folkepensionen via deres skattebetalinger.
