Danskernes pensionsformue udgjorde ved udgangen af 2021 4400 mia. kr. – ca. to gange Danmarks bnp. Til sammenligning er tallet for EU under 100 pct. af bnp. Mange EU-lande har ikke et pensionssystem, der giver husholdningerne samme effektive mulighed for at spare op til pension som i Danmark.
Vi kan takke tidligere tiders beslutningstagere for de veludbyggede og velfunderede pensionsordninger, vi har i dag. Især fire beslutninger har været afgørende. Den første beslutning blev truffet i 1930’erne, hvor pensionsordningerne blev udskilt fra virksomhederne. Fordelen var, at medarbejderne ikke både mistede deres job og deres pension, hvis virksomheden gik ned.
Den anden beslutning blev truffet i starten af 1980’erne, hvor arbejdsmarkedspensionerne blev underlagt samme regulering som livsforsikringsselskaberne. Ønsket var en ensartet regulering for forvaltning af arbejdsmarkedspensioner. Reguleringen, der bl.a. sikrer en disciplineret investeringsaktivitet, er forholdsvis restriktiv. Den har begrænset de politiske muligheder for at påtvinge selskaberne investeringer, der ikke giver økonomisk mening for de kommende pensionister.
Den tredje beslutning var etableringen af nye arbejdsmarkedspensioner; et resultat af fælleserklæringen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter i 1987. De nye arbejdsmarkedspensioner inkluderede de grupper, som ikke allerede var omfattet af pensionsordninger, dvs. primært LO- og FTF-medlemmer. Arbejdsmarkedspensionerne er en af de vigtigste forklaringer på den høje danske pensionsopsparing i dag.
Den fjerde beslutning, eller rettere serie af beslutninger, gjaldt opstramninger af regler for regnskab, kapitalkrav m.v. og indførsel af stresstest lige før og lige efter år 2000 efter store kursfald på aktiemarkederne og ditto fald i obligationsrenterne. Opstramningen tvang de danske pensions- og livsforsikringsselskaber til at investere i aktiver, der i større udstrækning understøttede deres forpligtigelser til fremtidige pensionsudbetalinger.
I Danmark har vi på grund af disse vigtige beslutninger ikke alene en stor pensionsopsparing, men også en, der matcher pensionsforpligtigelserne. I flere andre lande er pensionsordningerne ikke fuldt funderede, og en del af de aktuelle pensionsudbetalinger dækkes derfor af de løbende indbetalinger fra dem, der er i arbejde. I andre lande er underskuddene maskeret af en mere lempelig regulering.
Konsekvensen er, at kommende pensionister i de pågældende lande før eller siden risikerer ikke at få de pensioner, som de er stillet i udsigt. De seneste års udviklingen i det danske pensionssystem gør, at der er behov for lige så vigtige beslutninger om reguleringen af systemet, som vores forgængere traf.
Vi skal især adressere udviklingen på to områder. For det første er der sket en bevægelse væk fra garanterede pensionsprodukter i retning af ugaranterede markedsrenteprodukter. For det andet inkluderer investeringsuniverset i stigende omfang såkaldte alternative investeringer, som f.eks. vindmøller og andet infrastruktur, hedgefonde, private equity og andre unoterede investeringer.
Begge udviklinger er logiske. Det garanterede afkast på garantiprodukterne gør det vanskeligt at tage risici, som på den lange bane i de fleste tilfælde vil give et højere afkast. De alternative investeringer giver en illikviditetspræmie, som langsigtede investorer kan prøve at samle op.
Begge udviklinger indebærer dog også udfordringer. Kunderne bærer selv risikoen i markedsrenteprodukter. De kan give tab, som vi har set i 2022, og dermed lavere pensioner. Det er vigtigt for tilliden til pensionssystemet, at pensionsselskabernes investeringer giver en acceptabel risiko på de fremtidige pensionsydelser.
Alternative investeringer kan bidrage til dette, men kun hvis pensionsselskabernes risikostyring afspejler de alternative investeringers reelle forventede afkast og risiko. Det fordrer, at pensionsselskaberne er skarpe på den løbende værdiansættelse af de alternative investeringer.
Danmark er længere i bevægelsen mod markedsrenteprodukter og alternative investeringer. Det indebærer, at der ikke er en international praksis, vi kan læne os op ad, når vi skal regulere og føre tilsyn med det pensionssystem, som vi er ved at få. Vi er over for nuværende og fremtidige pensionister forpligtede til at træffe de rette beslutninger, så danskerne fortsat kan have berettiget tillid til det danske pensionssystem.
