ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

I flere måneder har dansk økonomi været lagt i dybfryseren, og hjælpepakker har kunstigt holdt de økonomiske tandhjul i gang. Men nu har Christiansborg lagt en plan frem, som skal tø økonomien op og sikre, at væksten vender tilbage igen.

Langt de fleste vil vente med at bruge pengene, til de står på kontoen

Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom, Danske Bank

Et af de vigtigste elementer i genstarten er, at tre ud af fem ugers indefrosne feriepenge – som ellers først skulle være udbetalt ved pensionsalderen – nu i stedet finder vej til danskernes lommer til efteråret.

“Det bliver en udbetaling efter skat på ca. 1,5 pct. af bnp, og selvom det måske kun er halvdelen, der bliver omsat til forbrug, så vil det gøre en mærkbar forskel for den samlede vækst,” lyder det fra cheføkonom i Danske Bank Las Olsen, som fortsætter:

“Det vil ikke ændre på, at 2020 bliver et år med markant økonomisk tilbagegang alt i alt, men det vil gøre tilbagegangen mindre, og måske især fremgangen i 2021 større.”

Danske Bank anslår, at der samlet set vil blive udbetalt op mod 33 mia. kr. af de indefrosne feriepenge. Men selvom sommerpakken altså tegner til at kunne sætte fut i forbruget herhjemme, er der dog især ét forbehold, som er vigtigt at notere sig ifølge cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre: Pengene lander først på danskernes Nemkonti til efteråret.

Mister lidt potens

“Man går således ind til det med en forhåbning om, at danskerne bruger pengene allerede før udbetalingen. Der er grundlag for, at visse af pengene vil blive brugt på forskud, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at udbetalingen mister lidt af sin potens med den sene udbetaling,” lyder det.

Ifølge cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation Niklas Praefke havde det været optimalt med en udbetaling her og nu, men han spår omvendt, at det godt kan have en effekt på privatforbruget allerede nu:

“Det, at du her og nu ved, at du får 10.000 eller 15.000 kr. udbetalt til efteråret, kan gøre, at du sætter dit forbrug op nu. På den måde kan det altså sagtens sætte sig i forbruget. Heldigvis.”

Privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen er dog mere afventende, når det kommer til, om feriepengene eventuelt vil blive brugt på forhånd hen over sommeren.

“Langt de fleste vil vente med at bruge pengene, til de står på kontoen. Jeg forventer, at den primære effekt vil ligge i fjerde kvartal. I den perfekte verden var pengene selvfølgelig kommet nu,” siger hun.

Danske Bank anslår, at coronakrisen samlet vil koste 40 mia. kr. på den danske privatforbrugskonto trods indsprøjtningen fra Christiansborg.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis