Udenlandsk arbejdskraft var en afgørende faktor til at sikre, at opsvinget, der sluttede med coronakrisen, ikke resulterede i en overophedning på arbejdsmarkedet. I løbet af opsvinget steg beskæftigelsen med 250.000 personer – og nåede et rekordhøjt niveau. Men hvor flaskehalse og stigende lønpres har afsporet tidligere opsving, var det ikke tilfældet denne gang. Det skyldtes, at arbejdsstyrken i samme periode blev udvidet med over 200.000 personer. Den stigende arbejdsstyrke kunne dels tilskrives indenlandske forhold, blandt andet en højere tilbagetrækningsalder, men udenlandsk arbejdskraft spillede ligeledes en afgørende rolle. I 2013 arbejdede 138.000 udlændinge på det danske arbejdsmarked – i februar inden corona ramte, var der 231.000 fuldtidsansatte udlændinge.
Her i coronakrisen falder antallet af udlændinge på arbejdsmarkedet. Den udenlandske arbejdskraft agerer dermed buffer på arbejdsmarkedet. Dertil kommer, at jobtabets effekt på forbruget mindskes, hvis udenlandsk arbejdskraft med bopæl i udlandet frem for her i landet mister jobbet, da en del af deres forbrug ligger uden for landets grænser. Det mildner krisen. Til gengæld risikerer vi, at arbejdskraften aldrig kommer tilbage.
Kampen om arbejdskraft i Europa spidsede til i opsvingets slutfase, hvor beskæftigelsen også satte rekord i Europa. Lige nu er der ingen rekrutteringsproblemer, men manglen på arbejdskraft kan hurtigt blive et tema igen. Den arbejdskraft, der forsvinder her i krisen, risikerer således aldrig at komme tilbage. Vi kan dermed komme til at mangle arbejdskraft på den anden side af coronakrisen. Det vil hæmme vores vækst og velstand – men derudover påvirker det også de offentlige finanser negativt, da udenlandsk arbejdskraft i betydelig grad bidrager til de offentlige finanser.
Dansk Arbejdsgiverforening har beregnet, at hvis den udenlandske arbejdskraft permanent falder med 17.000 personer, vil det mindske det finanspolitiske råderum med 3 mia. kr. Da råderummet i forvejen skrumper, som følge af en række nye politiske initiativer – blandt andet boligskatteaftalen – gør det, at regeringen får svært ved at indfri løftet om, at offentlig velfærd skal følge det demografiske træk de kommende år.
