Fra den ene måned til den anden kunne Søren Lund, adm. direktør i Nature Planet, se sin omsætning styrtdykke til 8 pct. af det budgetterede niveau. Det skete, da hans primære kunder, zoologiske haver og forlystelsesparker, måtte smække døren i og gå i coronakarantæne.
“Mange af dem skal ud og starte forfra i konkurrencen med andre
Morten Granzau Nielsen, underdirektør og økonomisk-politisk chef, DI
Han tror først på, at hans forretning kommer tilbage til normalt indtægtsniveau i anden halvdel af 2021, og sådan ser det ud for en stor del af landets virksomheder.
Det viser en undersøgelse fra Greens Analyseinstitut blandt 363 virksomheder med mere end 50 mio. kr. i omsætning eller bruttofortjeneste.
40 pct. af virksomhederne mener, at deres omsætning tidligst vender tilbage til normale tilstande fra før krisen i anden halvdel af næste år. Samtidig tror halvdelen på, at de rammer normal omsætning inden næste sommer.
“Det er jeg jo ikke tilfreds med. I min verden er vi bare bagud nu. Vi har tabt et år, hvor vi skulle have haft vækst,” siger Søren Lund.
Hos DI genkender de billedet blandt deres egne medlemmer.
“Det er jo et tydeligt signal om, hvor alvorlig og voldsom en krise det er, der har ramt os, og hvor stor usikkerhed der er om, hvornår vi kommer tilbage på vækstsporet igen,” siger Morten Granzau Nielsen, underdirektør og økonomisk-politisk chef hos DI.
Især for eksportvirksomheder bliver det en udfordring at komme hurtigt tilbage på sporet efter krisen. Når salgsmesser og kundebesøg har været slettet fra kalenderen i månedsvis, bliver det sværere at holde en fod indenfor, mener Morten Granzau Nielsen.
“Som ansvarlig virksomhed bliver man nødt til at sige, at det her ikke bare er noget, der lige er overstået i morgen. Det kommer til at tage tid. Virksomhederne bliver nødt til at tilpasse sig og agere efter en situation, hvor vi ikke bare kan snakke om business as usual. Mange af dem skal ud og starte forfra i konkurrencen med andre. Det er ikke givet, at man bare vinder de samme ordrer tilbage, som man havde før krisen,” siger han.
pct. af virksomhederne har ikke normal omsætning før anden halvdel af 2021
Christian Rabjerg Madsen, finansordfører (S), ser på tallet med positive øjne. Økonomien kan relativt hurtigt komme på benene igen, hvis de rette værktøjer tages i brug.
“Vi har aldrig set en lignende nedgang i dansk økonomi, som den vi ser i år. Vi kan hurtigt komme på fode igen, hvis vi doserer den rigtige medicin, og det er vi godt i gang med,” siger han og fremhæver den brede politiske aftale om en omfattende sommerpakke, der bl.a. sender indefrosne feriepenge for omkring 60 mia. kr. ud i samfundet.