ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Med den nye arbejdsfordelingsordning vender arbejdsmarkedet tilbage til en mere normal markedstilstand, efter at vi i lyset af coronakrisens voldsomhed i en periode har haft sat markedskræfterne ud af funktion.

Lønkompensationsordningen var frem til lørdag arbejdsmarkedets ventil til at håndtere coronakrisen. Særligt i krisens start var ordningen populær; over 250.000 medarbejdere har i kortere eller længere perioder været på ordningen. Men som påpeget af regeringens økonomiske ekspertgruppe havde ordningen en række uhensigtsmæssigheder, der gjorde, at den ikke kunne være andet end helt midlertidig.

Forudsætningen for at kunne modtage lønkompensation var, at virksomhederne afstod fra at afskedige medarbejdere. I takt med, at krisen er trukket ud, er der imidlertid behov for, at virksomhederne og økonomien løbende tilpasser sig til den økonomiske virkelighed. Helt konkret har en række virksomheder naturligt behov for at afskedige medarbejdere, men med lønkompensationen har det kun været muligt, hvis man trådte helt ud af ordningen.

Som erstatning for lønkompensationsordningen er regeringen og arbejdsmarkedets parter blevet enige om en arbejdsfordelingsordning. Her kan virksomhederne tilpasse medarbejderstaben ved at skrue op og særligt ned for medarbejdernes arbejdstid og dermed aflønning. Lønmodtagerne kompenseres så i form af forhøjede dagpenge.

For lønmodtagerne er den samlede indkomst lavere end inden corona, hvilket giver medarbejderne en tilskyndelse til at holde øjnene åbne over for andre jobmuligheder, uden at de oplever et for stort dyk i indkomsten i perioden på nedsat tid. Samlet er resultatet øget fleksibilitet.

Arbejdsfordelingsordningen er derfor mere velegnet til at håndtere en langvarig krise – og ordningen blev derfor også anbefalet af regeringens økonomiske ekspertgruppe. Det kan dog undre, at man først natten til mandag kunne nå til enighed om ordningen. Faktisk er ordningen endnu ikke vedtaget i Folketinget, til trods for at man længe har vidst, at lønkompensationen udløb lørdag. Det kan have kostet arbejdspladser.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis