ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Selvom smitten stiger eksplosivt i Europa – Nationalbanken nedtoner frygt for ny coronanedtur

Smitten stiger voldsomt i Europa

og flere lande lukker ned. Men Nationalbanken holder fast i optimistisk scenarie for dansk økonomi

Signe Krogstrup tiltræder 1. november som ny nationalbankdirektør. Her fotografet foran Nationalbankens midlertidige hovedsæde på Langelinie. Foto: Steven Achiam
Signe Krogstrup tiltræder 1. november som ny nationalbankdirektør. Her fotografet foran Nationalbankens midlertidige hovedsæde på Langelinie. Foto: Steven Achiam

Selvom antallet af coronasmittede i Europa stiger med voldsom kraft, og store lande som Frankrig og Tyskland i denne uge har annonceret nye nedlukninger, så er der ikke grund til at frygte et nyt chok til væksten og en afsporing af genopretningen af dansk økonomi. Det vurderer Nationalbanken.

“Det er ikke vores forventning lige nu,” siger Signe Krogstrup om risikoen for et nyt dyk i væksten.

1. november tiltræder hun som ny nationalbankdirektør og får bl.a. ansvaret for Nationalbankens økonomiske prognoser.

Signe Krogstrup understreger, at de aktuelle restriktioner er mindre omfattende, end de var i foråret. Så selvom det går hårdt ud over servicesektoren – og især restauranter og barer, der i flere europæiske lande må lukke ned igen – så ser hverken skoler eller virksomheder denne gang ud til at blive lukket.

3,6

pct. venter Nationalbanken, at dansk økonomi skrumper med i 2020

Signe Krogstrup forventer derfor stadig, som i Nationalbankens seneste prognose fra 23. september, at dansk økonomi skrumper med 3,6 pct. i år og vokser med 3,6 pct. næste år, selvom smittebilledet i Europa i mellemtiden er blevet voldsomt forværret.

“Så længe restriktionerne bliver på det her niveau, er der ikke brug for den store ændring i vores prognose,” siger Signe Krogstrup og tilføjer:

“Vi ser på det hele tiden, og hvis der bliver behov for en stor ændring i prognosen, så vil vi også lave sådan en og melde den ud.”

Enorm usikkerhed

Selvom det øgede smittetryk trækker lidt i negativ retning, har især styrken på amerikansk økonomi siden den seneste prognose overrasket Nationalbanken, og derfor er status i Signe Krogstrups øjne omtrent som for lidt over en måned siden.

Med Nationalbankens aktuelle vurdering vil dansk økonomi i starten af 2022 være tilbage på niveauet fra før corona.

Men, understreger Signe Krogstrup, usikkerheden er stadig enorm. F.eks. er det en “stor bekymring”, hvordan den nye smittebølge vil påvirke eksporten. Og hvis smittetrykket forværres, så nedlukningerne bliver mere omfattende, kan det også hurtigt ændre billedet til det værre. Under alle omstændigheder er der udsigt til en lang periode med høj usikkerhed.

Der er meget, der peger på, at det ikke kommer til at blive bedre på den her side af jul

Signe Krogstrup, nationalbankdirektør

“Der er meget, der peger på, at det ikke kommer til at blive bedre på den her side af jul, men at det måske bliver lidt bedre til foråret, hvis vi er heldige,” siger Signe Krogstrup.

Pessimistisk scenarie

Mere pessimistisk ser vismændene på det. Det er kun ti dage siden, at de fremlagde en prognose, der omtrent lyder som Nationalbankens med et dyk på 3,6 pct. i år og vækst på 3,8 pct. næste år. Men i dag hælder vismændene mod at se mere dystert på dansk økonomi, forklarer overvismand Carl-Johan Dalgaard.

“Det peger mere i retning af et pessimistisk scenarie,” siger han.

I vismændenes pessimistiske scenarie skrumper dansk økonomi 4,2 pct. i år og vokser kun 1,5 pct. næste år.

“Hvis vinteren bliver meget mørk og vanskelig at komme igennem rent sundhedsmæssigt, så må man formode, at det vil trække i retning af en langsommere udvikling i 2021, end det man kunne håbe på for bare ti dage siden,” siger overvismanden.

Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, mener ikke, at den eksplosive smittestigning ligefrem bør få en til at frygte en ny recession. Men også han er mindre optimistisk end Nationalbanken på, hvor hurtigt genopretningen næste år kommer til at forløbe. Her venter Danske Bank en vækst på 3 pct. efter et fald på 3,5 pct. i år.

“Man kan godt være bekymret for, at det går langsommere med genopretningen næste år, end der ligger i Nationalbankens prognose,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis