70,1 mia. kr. Så meget skønnes det, at oplevelsesbranchens omsætning falder i 2020.
Forventningerne er kortlagt i en ny undersøgelse, der er foretaget blandt 1791 virksomheder i Dansk Industris virksomhedspanel. Her forventer virksomheder indenfor flytransport, rejsebureauer, hotel, kultur og fritid en omsætningsnedgang på 80 pct. for andet kvartal alene og 63 pct. for hele 2020.
pct., så meget forventes det, at omsætningen falderinden for flytransport, rejsebureauer, hotel, kultur og fritid
På Hotel Koldingfjord, der afholder konferencer, møder, kurser, bryllupper, fødselsdage, konfirmationer og har hotelophold, kan den adm. direktør, Peder J. Madsen, godt nikke genkendende til billedet.
“Det lyder fuldstændig som det, jeg kan se, når jeg kigger ned på min bogføring her i huset. I den periode, hvor der er kompensation for faste udgifter, forventer vi en nedgang på 85 pct. i forhold til sidste år,” siger han.
Hotel Koldingfjord har lige nu 78 medarbejdere på lønkompensation, og det forsætter de med at have, til lønkompensationspakken udløber 8. juni. Peder J. Madsen håber, at pakkerne bliver forlænget, men hvis det ikke sker, skal der laves nødvagtplaner med minimumsbemandinger, og det betyder afskedigelse af medarbejdere.
“Vi har været alle omkostninger igennem med en tættekam og reber sejlene, alt hvad vi kan. Vi har så besluttet at bruge denne periode, hvor der ingen gæster er, til at renovere og investere i fornyelse af 110 badeværelser til 15 mio. kr. Det gør vi, fordi vi tror på fremtiden og bedre tider, og det er i krisetider, man skal investere,” siger Peder J. Madsen.
Peder J. Madsen blev ansat som adm. direktør på Hotel Koldingfjord 1. april 2008, lige inden finanskrisen ramte. Han mener, at krisen i dag er værre end finanskrisen.
“Under finanskrisen havde vi butikken åben, og vi havde medarbejdere inde i huset. Der er ingen gæster, der er ingen omsætning, og der er ingen aktivitet. Jeg synes helt klart, det her er værre end finanskrisen, og vi ser ind i en lang periode, hvor det er tilfældet. Jeg har oplevet lidt af hvert som hoteldirektør, men det her er det værste,” siger han.
Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, understreger, at situationen er alvorlig.
“Det er meget voldsomme tal, og det er helt uhørt, at vi ser så store fald i omsætningen. Det er en branche, der i lang tid vil mærke efterveerne af den her krise, hvor forbrugerne vil være tilbageholdende i lang tid efter,” siger Allan Sørensen.
Katia K. Østergaard, adm. direktør I brancheorganisationen Horesta, advarer om, at det vil koste tusindvis af job.
“Vi var indtil for ganske få uger siden Danmarks største jobskaber. Der er 130.000 ansatte direkte i erhvervet, og så kommer der alle de brancher, der leverer ind til hotel og restaurationsbranchen, så det har massive konsekvenser – ikke bare for branchen selv, men også for en række afledte erhverv,” siger hun.
En af dansk erhvervslivs vigtigste og mest indtjenende brancher er medicinalbranchen. Den gode nyhed her er, at det er den branche, der vil opleve den mindste nedgang i omsætningen med et forventet fald på 2 pct. i omsætningen i 2020.
Til gengæld er der udsigt til hårde tider for store dele af resten af dansk industri. Fremstillingsindustrien indeholder nogle af de brancher, der vil blive hårdt ramt af den globale nedtur, der blandt andet er præget af en barsk opbremsning i eksporten.
“I fremstillingsindustrien er der brancher, der eksporterer rigtig meget, og vækstudsigterne på eksportmarkederne er ekstremt usikre,” siger Allan Sørensen.