Det er ikke kun oplevelsesbranchen, der er hårdt ramt af coronakrisen.
51 mia. kr. er, hvad fremstillingsindustrien samlet forventer af nedgang i omsætningen, hvis man lægger maskin-, møbel- og den øvrige fremstillingsindustri sammen.
“Fremstillingsindustrien er dem, der tjener penge hjem til Danmark fra udlandet
Allan Sørensen, DI
“Fremstillingsindustrien er dem, der tjener penge hjem til Danmark fra udlandet. Det er en meget innovativ branche, der har en kæmpe produktudvikling, som gør, at vi har noget at sælge på verdensmarkedet, og som trækker penge hjem til dansk økonomi,” siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.
Forventningerne til omsætningsnedgangen i møbelindustrien er 22 pct. for hele 2020. Det svarer til en nedgang på ca. 3,8 mia. kr. For hele fremstillingsindustrien forventes en nedgang på gennemsnitligt 20 pct.
En af de virksomheder, der virkelig mærker krisen lige nu, er møbelvirksomheden Magnus Olesen og Haslev A/S. Her er Niels Knudsen ejer og direktør. Han har lige nu 60 ansatte, hvoraf 20 er sendt hjem på lønkompensation.
pct. forventer man, omsætningen gennemsnitligt vil falde med i fremstillingsindustrien i 2020
“Selvfølgelig er vi chokerede over, at det verdensbillede, som for bare fire-fem uger siden var ualmindeligt positivt, pludselig er blevet ændret så dramatisk. Vi havde set på 2020 som et positivt år, og nu kigger vi ind i en verden, der ser fuldstændig anderledes ud,” siger Niels Knudsen.
Han er ikke i tvivl om, at hvis nedgangen ender med at stemme overens med forventningerne, så kommer det unægteligt til at betyde fyringer.
“Vi kan håbe på, at tallene bliver bedre, men med et så dramatisk tal kommer vi ikke uden om fyringer,” siger Niels Knudsen.
Han fortæller, at ud af deres samlede omsætning på ca. 75-80 mio. kr. årligt stammer ca. 40 pct. fra eksport. Og det er særligt eksporten, der er hårdt ramt af usikkerhed lige nu.
“Det rammer hele verden, men heldigvis er vores primære marked det skandinaviske og det tyske marked, og det ser ud til, at de er sluppet mere nådigt gennem det her,” siger Niels Knudsen.
Allan Sørensen fra DI understreger, at det er vigtigt, at vi også har et erhvervsliv på den anden side af krisen, så vi kan tjene penge hjem til Danmark og vores velfærdsstat. Han mener, at det store fald i omsætningen i industrien viser, at vi står på et meget skrøbeligt grundlag.
“Hjælpepakkerne kan hjælpe, men der er stadig mange virksomheder og brancher, der har det utroligt svært. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at komme bedst muligt gennem denne her krise,” siger Allan Sørensen.