I en historisk dyb krise har EU-landene delt historiske summer ud. Mens budget- og statsstøtteregler er på pause, har de europæiske regeringer sat gigantiske summer ind på at afbøde slaget og redde det europæiske hus.
En analyse fra OECD viste for nylig, at lønkompensation har understøttet ca. ti gange så mange job i denne krise sammenlignet med finanskrisen. Der er lavet hjælpepakker i stakkevis med direkte stimuli, udsættelser og lån. Der er åbnet for statslige opkøb af pressede virksomheder. Og det er svært at finde nogen, der bestrider, at det har været nødvendigt.
Men i takt med strømmen af statsstøtte vokser også risikoen for markedsforvridning og nye regelmure på EU’s højt besungne indre marked. Her har konkurrencechef Margrethe Vestager og hendes team en afgørende rolle, når de gennemgår og godkender pakkerne én for en – medmindre der er tale om generelle støtteordninger, som gælder for alle. I så fald handler det om et andet helt centralt EU-princip, nemlig den fri bevægelighed med lige adgang til sociale ydelser.
På en briefing for dansk presse sagde Vestager fredag, at hun er fuldt bevidst om opgavens alvor:
“Vi tager det ikke let. Der bliver stillet mange spørgsmål for at sørge for, at alt er i orden.”
Vestager sagde, at der her i efteråret skal regnes på, hvor stor en del af den godkendte statsstøtte, der reelt deles ud:
“På et tidspunkt vil vi gerne hen til, at man holder op med at bruge så mange penge på statsstøtte. Så det igen er kunderne, der bestemmer, hvem der er en god virksomhed, og hvem der skal stramme sig lidt mere an.”
Selvom både Danmark og andre udfaser hjælpepakkerne, så er opgaven med at holde opsyn slet ikke forbi. Sagen om de 27 danske virksomheder, der har fået afslag i Tyskland, er ikke afgjort endnu. Men set fra deres synspunkt viser den, at forvridning og barrierer kan dukke op i mange forklædninger. Det er vigtigt, hvordan støtteordninger sættes op, men mindst lige så vigtigt, hvordan de forvaltes undervejs – og hvordan de med tiden rulles tilbage igen.
Indsatsen for at redde huset i en fart kan – trods de bedste intentioner – ende med at give så mange afledte skader, at huset alligevel er i fare for at styrte sammen til sidst.
