Dansk turisme står til at blive skåret midt over fra juli til september. Mere end halvdelen af indtægterne vil fordufte, hvis en ny analyse fra tænketanken Kraka får ret.
Regningen for coronakrisen lyder på mere end 15 mia. kr. for tredje kvartal. En regning, branchen ikke ser ud til at fordele ligeligt imellem sig, mener Danske Bank.
“Jeg vil hellere være den lokale brugsuddeler i Blokhus den her sommer
Bjørn Tangaa Sillemann, analytiker i Danske Bank
“Det kommer til at ramme meget skævt,” siger Bjørn Tangaa Sillemann, analytiker i Danske Bank, og fortsætter:
“Jeg vil hellere være den lokale brugsuddeler i Blokhus den her sommer, end jeg vil være restauratør i en af de store byer.”
Ifølge analytikeren i Danske Bank vil det især være nordmænd og tyskere, som rejser til Danmark denne sommer – og de har altså større forkærlighed for landområder og sommerhuse end pulserende byliv – i hvert fald når det kommer til at holde ferie i Danmark.
Tyskland og Norge var samtidig blandt de lande, der først blev åbnet op for. De har derfor haft bedre tid til at planlægge ferien i Danmark sammenlignet med mange af de lande, der først er kommet med i anden runde af genåbningen.
Læg dertil reglen om seks overnatninger, hvis du vil krydse grænsen, og du har opskriften på, at landområderne vinder denne sommer, mens byerne taber, mener Bjørn Tangaa Sillemann.
“Detail- og dagligvarehandelen i landområderne vil være væsentligt mindre mærket. Mange vil formentlig få en ret god sommer,” siger han.
mia. kr. anslår tænketanken Kraka at turismen vil mangle i tredje kvartal
Derimod kan restauranter og hoteller i byen se frem til en sommer, hvor de vil mangle milliarder fra turister. I 2019 lagde udenlandske turister 22,5 mia. kr. i Danmark i tredje kvartal. Krakas analyse peger på, at det tal vil brage ned til 4,4 mia. kr.
Flere danske turister i Danmark er dog et lille lys i mørket, men opvejer langt fra tabet fra udenlandske turister.
Kystturisme og feriehusudlejning bliver det varmeste sted i branchen denne sommer, mener chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Industri Sune K. Jensen.
“Det viser den skævvridning, der er i Danmark denne sommer,” siger han.
Han hæfter sig bl.a. ved, at antallet af forhåndsreservationer fra tyske turister ligger tæt på niveauet sidste år. Feriehusmarkedet ender altså med at være “fornuftigt”, mener han.
“Det er hotelmarkedet og dermed jo meget af byturismen, som kommer til at mangle gæster,” siger Sune K. Jensen.
Da mange turister typisk blot overnatter tre, fire eller fem nætter på et hotel, når de er på storbyferie, ser han også reglen om seks overnatninger som den helt store synder.