ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Boligejere på Frederiksberg slipper for ekstra skat på 22.000 kr: “Det her vil være med til at holde en hånd under boligpriserne, særligt i de dyrere områder”

Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Bor du i et gennemsnitligt hus på Frederiksberg? Så slipper du for en ekstra skatteregning på 22.000 kr. frem mod 2024, efter at S-regeringen og forligspartierne i midten af maj nåede frem til en ny aftale om boligskat. En aftale, der kompenserer for stigende boligskatter, efter at det nye boligskattesystem er udskudt i tre år til 2024.

Også Gentoftes husejere slipper for en ekstra skatteregning på knap 18.000 i forhold til en situation, hvor der ikke var givet kompensation for udskydelsen.

Det her vil være med til at holde en hånd under boligpriserne

Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea
Det viser nye beregninger, som Nordea Kredit har foretaget for boligejerne i alle landets kommuner.

“Gevinsten vil jo være størst for de dyrere områder. Der er en klar tendens til, at i hovedstadskommunerne, hvor priserne er højest, der er beløbet i kroner og øre selvfølgelig større, fordi boligskatterne er højere,” siger Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea. ​

Ifølge aftalen bliver ejendomsværdiskatten sænket fra 1 pct. i dag til 0,92 pct. i 2021 til 2023.

Og grundskylden kan højst stige med 2,8 pct. årligt fra 2022 til 2024 mod et loft i dag på 7 pct.

I landets næststørste kommune, Aarhus, er der udsigt til en besparelse på 3410 kr. over de tre år, mens boligejerne i Ærø Kommune, der er listens bundprop, har udsigt til at slippe 1240 kr. billigere end ellers. På landsbasis slipper den gennemsnitlige boligejer for en ekstraregning på 2620 kr.

2620​

kr. vil boligejerne i gennemsnit få ud af tillægsaftalen

I 12 kommuner får husejerne glæde af det nye loft over grundskylden, og det er især her, at husejerne på Frederiksberg og i Gentofte henter pengene. De henter henholdsvis 15.050 kr. og 10.750 kr. af deres samlede aflyste skattestigning herfra. Når ikke alle husejere får glæde af det lavere loft, skyldes det, at de fleste husejere allerede beskattes af den fulde værdi af deres grund.

Tillægsaftalen skal dække de ekstra udgifter, man som boligejer har haft, siden boligskattereformen i efteråret 2019 blev udskudt. Udskydelsen betød, at boligskatterne årligt ville være 3-4 mia. kr. højere, end hvis de nye boligskatteregler var trådt i kraft som planlagt i 2021.

De penge bliver nu ført tilbage til boligejerne, men generelt og ikke individuelt. Alle boligejere har den samme procentvise glæde af den sænkede ejendomsværdiskattesats.

Over en bred kam bliver det billigere for boligejerne at blive boende de kommende år, mens de venter på den nye skattereform. Og de aflyste ekstraregninger i de dyrere områder gør, at priserne ikke vender sydover i årene frem mod 2024.

“Det her vil jo også være med til at holde en hånd under boligpriserne, særligt i de dyrere områder,” siger Lise Nytoft Bergmann.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis