Efter at have opnået et afkast på 65 pct. de seneste fem år mod det globale aktiemarked MSCI ACWI på 51 pct. har Per Juul, indehaver af Juul Value Invest, igen lagt afstand til markedet i årets første ni måneder.
I øjeblikket er valueinvestoren 20 pct. foran markedet med et afkast på 17 pct. Og det er delvist opnået ved, at han solgte sin position i Bavarian Nordic før kapitaludvidelsen i slutningen af marts og købte yderligere op kort efter, da kursen var dunket godt 50 pct. ned.
“Både vores forsvar og angreb er gået godt. Vores forsvar er vores sundhedsaktier, hvor de danske er Bavarian Nordic og Genmab, mens vores udenlandske bl.a. er medicinalgrossisten McKesson og Davita, der driver nyreklinikker,” siger Per Juul.
“Jeg har min fundamentale tro på, at det er billigt, selvom teknikken siger, at det ser slemt ud
Per Juul, indehaver af Juul Value Invest
Angrebet, der er de mere cykliske aktier, blev handlet meget ned i begyndelsen af året, fortæller Per Juul, der med sin dcf-model (discounted cashflow-model) ved hånden, beregnede aktiernes reelle værdi og sammenlignede dem med markedsprisen.
“Tingene var blevet meget billige, så derfor købte vi bl.a. Core Laboratories, der er verdensledende inden for analyser af olieboreprøver. Den blev handlet til ca. 100 dollar, da olieprisen var mere stabil (2015-2018,red.). Da olieprisen faldt, røg aktien helt ned under 10 dollar, så vi købte den i det område i marts, derefter steg den over 100 pct.”
Per Juul har længe luret på det danske it-selskab Netcompany, der i foråret endelig blev en del af hans angreb.
“Aktien har været virkelig svær at komme i nærheden af, men pludseligt faldt den. Det var i februar-marts, hvor folk bare skulle skaffe likviditet, og så røg den ud af folks porteføljer. Vi købte i kurs 227 kr. Nu koster den ca. 510,” griner Per Juul over stigningen på ca. 125 pct.
Selvom han karakteriserer sig som valueinvestor, der bygger sine investeringer på fundamentale analyser og beregninger, hvor summen af en aktiekurs er fremtidige udbytter tilbagediskonteret, gør han også brug af teknisk analyse.
pct. i afkast har Juul Value Invest på få måneder hentet i Netcompany
“Jeg ser på, om stemningen er positiv eller negativ. Konstaterer jeg, at stemningen bliver negativ, reducerer jeg og øger, når jeg synes, det er billigt. I den slags situationer gør dcf-modellen sin gavn – jeg har min fundamentale tro på, at det er billigt, selvom teknikken siger, at det ser slemt ud, og at jeg griber ud efter en faldende kniv,” siger han og tilføjer, at mange private investorer alene går efter aktier med høj kvalitet.
“Men hvis man ikke bruger en dcf-model, er man bagud på point. De færreste private investorer regner prissætningen ud, fordi det er et håndværk og et arbejde, de ikke har tid til, eller aldrig har lært.”
