Er Tesla overvurderet eller fair prissat i forhold til den vækst, der ligger ude i fremtiden? Det er et relevant spørgsmål at stille sig selv som investor, mener Per Juul, indehaver af Juul Value Invest. Og han deler gerne ud af sin viden, for han er overbevist om, at langt de færreste private investorer har styr på en akties fundamentale værdi, men i stedet lader sig styre af markedets “sentiment” eller stemning, hvor man lægger sig i strømmen af de andre, så længe strømmen er stærk og har været det længe.
“Man kan gå ind i Tesla, fordi der er momentum, men jeg synes, den har været dyr længe, og det kan man jo grine af, for aktien koster, hvad folk vil give. Men når jeg køber en aktie, køber jeg en del af en virksomhed, derfor skal det give mening økonomisk,” siger Per Juul, der udover at kigge et selskab efter i fundamentalerne også benytter teknisk analyse til at få et overblik over stemningen, som han aflæser i kursudviklingen.
dollar indtjening pr. aktie, har markedet p.t. prissat Tesla til i 2034. I dag er den ca. 1 dollar
Som et led i den fundamentale analyse bruger han dcf-modellen, der står for discounted cashflow, hvor man dividerer det forventede udbytte med afkastkravet minus den forventede vækst. Ifølge Per Juul er en akties værdi lig med summen af alle fremtidige udbytter tilbagediskonteret, det vil sige omregnet til den nutidige værdi.
Modellen dur ikke til ujævn eller høj vækst, hvorfor han i stedet benytter en totrins dcf-model, der hjælper med at se, hvilken udvikling der skal til, for at den nuværende aktiekurs er fair.
“Hvis vi bruger Tesla som eksempel, kan vi antage, at investorernes afkastkrav til Tesla er 7 pct. Det er omtrent som en gennemsnitlig aktie. Man kunne argumentere for, at Teslas fremtidige udvikling er mere usikker end en gennemsnitlig akties, hvilket ville øge afkastkravet og sænke værdien, men vi er lidt flinke,” siger Per Juul, der samtidigt antager, at Tesla kan have høj vækst i 15 år, “selvom man normalt ikke vil antage en overnormal udvikling mere end ti år frem.”.
“Når jeg køber en aktie, køber jeg en del af en virksomhed, derfor skal det give mening økonomisk
Per Juul, indehaver af Juul Value Invest
Efter 15 år antager han, at Tesla vil klare sig som en gennemsnitlig aktie og være gennemsnitligt prissat. Ifølge analytikerne vil Tesla i år tjene 1,05 dollar pr. aktie, hvilket forventes firedoblet til 4,39 dollar efter to år i 2022.
“Vi antager, at disse forventninger er korrekte. Hvor meget skal Teslas indtjening nu stige i den resterende vækstperiode fra 2022 til 2034 for at komme frem til en dcf-værdi på den nuværende kurs på 442 dollar? Svaret er 27,5 pct. vækst om året, hvilket vil betyde, at Teslas indtjening pr. aktie vil blive yderligere attendoblet til knap 81 dollar. Det vil betyde, at Tesla i 2034 vil tjene mere end fire gange så meget, som Volkswagen tjente i 2019. Man kan spørge sig selv, om det lyder sandsynligt, og om Tesla er en rimelig investering,” siger Per Juul.
Per Juul medgiver, at en dcf-model ikke giver sandheden, da den hviler på fremtidige estimater, men at den kan vise hvilke forventninger, der er indpriset i aktien. Fordi der er tale om løse estimater, køber han kun aktier, der er op mod 30 pct. billigere end den værdi, han kommer frem til i modellen.
“Discover Financial Services er mit bedste bud. Det er en amerikansk finansiel virksomhed, der blev handlet godt ned under både finans- og coronakrisen, men den er virkelig kommet stærkt igen. Selskabet fik aldrig underskud under finanskrisen, lige som indtjeningen kom tilbage, og mit bud er, at det sker igen. Aktien er stadig billig, selvom den er steget lidt,” siger Per Juul, der estimerer aktien til at være 149 dollar værd mod den aktuelle kurs på 59.
